Lægen sagde: ”Ti stille, mens de voksne taler!”

Jeg vil dele noget meget sårbart med dig.

Jeg har taget tilløb til det længe, for det er en ubehagelig oplevelse, som jeg har brugt mange år på at få ud af mit system.

Jeg deler ikke oplevelsen nu som en del af den proces med at få renset ud i mit indre. Med andre ord – jeg deler den ikke for min egen skyld.

Jeg deler oplevelsen for at illustrere, hvor lidt fokus der er på det hele menneske i fertilitetsbehandlingen her til lands. Hvor lidt fokus der er på, at de mennesker, der er i behandling og kommer og går i fertilitetsklinikkerne landet over, befinder sig midt i en livskrise af dimensioner.

Det, at have svært ved at få børn, er så sorgfuldt og sårbart, at man ikke kan forestille sig det, hvis man ikke har prøvet det. For mit eget vedkommende gik jeg rundt med en konstant følelse af at være på nippet til at gå i tusind stykker.

Op mod 15 pct. af de kvinder, der har været i fertilitetsbehandling i over et år uden positivt resultat, udvikler alvorlige symptomer på depression, viser en dansk undersøgelse. Det svarer til hver sjette kvinde! Hos mænd er tallet 6 pct. Hos både mænd og kvinder falder tilfredsheden med tilværelsen i takt med hver eneste mislykkede fertilitetsbehandling, og mange oplever at få flere og flere symptomer på depression, jo flere behandlinger de gennemgår uden positivt resultat.

Og det er ikke noget, man får hjælp til at håndtere.

Man må selv opsøge hjælp, hvis man har overskud til det.

Det er blevet min mission at tilbyde den hjælp til kvinder med fertilitetsudfordringer, som jeg ikke selv fik dengang.

Men tilbage til oplevelsen, der brændte sig fast i mit indre dengang for snart mange år siden.

Det skete, mens min mand og jeg var i fertilitetsbehandling for uforklaret, ufrivillig barnløshed, inden vi fik vores første barn.

Det var en oplevelse, som gjorde mig både frygteligt ked af det, skamfuld og vred på samme tid.

Min mand og jeg havde tid hos en læge på en fertilitetsklinik. Jeg havde lige været oppe på briksen med benene oppe i stigbøjlerne. Lægen havde gjort det, han skulle. Jeg havde bidt ubehaget i mig. Som altid. Det var en tid, hvor jeg brugte mange ressourcer på at identificere mig så lidt som muligt med, hvad der skete med mig syd for navlen. For jeg var igennem så mange ubehagelige undersøgelser osv. ”dernede” af skiftende læger og gynækologer, at jeg simpelthen var nødt til at flygte ud af min krop for at holde det ud.

Det var som altid en lettelse at få lov til at gå over bag forhænget og tage bukser på igen.

Mens jeg stod derovre, snakkede lægen med min mand om vores situation. Jeg lyttede med fra bag forhænget. Lægen sagde noget, som jeg ikke lige opfangede, hvorfor jeg stak hovedet ud og bad ham om at gentage. Det lød vigtigt.

Og så var det, at lægen kiggede på mig med et skævt smil og sagde:

”Ti stille, mens de voksne taler!”

Lægen grinede.

Jeg frøs til is.

Mens jeg skriver det her, begynder mit hjerte at hamre. Jeg er 40 år gammel nu. Det er cirka 7-8 år siden, og alligevel sidder ubehaget stadig i mig. Jeg har svært ved at beskrive, hvor ydmygende det var at blive talt sådan til af en læge i hvid kittel, mens jeg stod derovre bag forhænget uden bukser på og stadig med følelsen af koldt metal mellem benene.

Lægen og min mand snakkede videre, mens jeg samlede alle mine kræfter for at undgå at bryde sammen. Mit nervesystem hang i forvejen i laser i de år. Men det her gjorde det mildest talt ikke bedre.

Jeg husker ikke, hvordan vi kom ud fra fertilitetsklinikken.

Men jeg husker, at jeg brød sammen ude på gaden og grædende begyndte at skælde min mand voldsomt ud for ikke at have taget mig i forsvar. Han havde været paf, svarede han. Han havde ikke vidst, hvad han skulle sige til lægen i den hvide kittel, der talte sådan til hans kone, som han så inderligt ønskede sig at få et barn sammen med.

Jeg blev heller ikke gravid den måned.

Kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 pct. mindre chance for at undfange i den cyklus, end når de ikke føler sig stressede. Det viser et studie fra 2016, foretaget af forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences.

Ikke kun forskningen men også vores egen sunde fornuft og personlige erfaringer fortæller os, at krop og sind hænger sammen.

Derfor er vi nødt til at se på det hele menneske. Også i fertilitetssammenhæng.

Jeg ved godt, at den pågældende læge forsøgte at være sjov og lette den trykkede stemning i rummet. Det virkede stik modsat på de patienter, han havde i konsultation. Det gjorde kun deres sorg større. Det satte sig som en knude i mit bryst. For når man er i sorg og krise, har man ekstra brug for at blive behandlet med respekt.

En af mine elever på mine yogahold for kvinder med fertilitetsudfordringer, gav mig for nylig den feedback, at alene det at jeg kendte hendes navn og vidste at netop hun ville komme lige præcis den aften, at jeg gav hende håndten og bød hende velkommen, gjorde hende glad. At jeg stod klar med te.

”Det var lige præcis den omsorg og den velkomst som jeg havde søgt og endda måske mere end jeg turde forvente. Så tusind tak for det. Det tænker jeg tit på,” skrev hun til mig.

En anden af mine yogaelever har skrevet til mig, at hun har fået ro og fornyet energi, en ny forståelse for sin krop og ikke mindst er det gået op for hende, at det er okay ikke at være okay. Hun skriver, at det har været gavnligt for hende at være i et rum, ”hvor der er plads til sårbarhed, ro og fordybelse i egen krop.”

Jeg kunne aldrig finde på at love, at man bliver gravid af at gå på mine yogahold, at få coaching hos mig eller at følge mit online forløb Holistisk Fertilitet.

Det, jeg med hundrede procents sikkerhed kan sige, er, at kvinderne får hjælp til at være i en virkelig svær tid uden at miste deres mentale og emotionelle sundhed. Og at de får hjælp til at afspænde kroppen i en tid, hvor der netop er meget anspændthed på grund af de mange nåle i maveskindet, skemalagt sex, de mange gynækologiske undersøgelser, ægudtagninger, inseminationer osv.

Når det så er sagt, er der over 80 amerikanske undersøgelser, der viser, at yoga har en positiv indvirkning på kvinders graviditetsrate.

Der er eksempelvis et review fra 2018 af 11 studier om IVF kombineret med komplementær terapi, hvoraf yoga er den mest gennemgående, der konkluderer, at den komplementære terapi som yoga fremmer kvinders fertilitet og livskvalitet. I reviewet opfordrer man fertilitetsklinikkerne til at inkorporere komplementærterapi i deres behandlingstilbud.

Indtil det en dag forhåbentlig sker her i Danmark, vil jeg fortsætte med at tilbyde coaching, online forløb og yoga til alle de kvinder, der kæmper med fertilitetsproblemer lige nu.

Også selvom danske læger generelt udtrykker skepsis over for det, som jeg og andre ”alternative” tilbyder.

Hvis det står til mig, skal ingen kvinde gå rundt med så meget smerte i sig, som jeg oplevede dengang, uden at få hjælp til at håndtere det.

…

Har du fertilitetsudfordringer eller kender du en, der har?

Læs videre om

• Online forløb (tilmeldingen er åben. Lige nu er der en early bird rabat samt en gratis gave til de ti første, der tilmelder sig)

• Yogahold

• 1:1 forløb

Foto: Fenjah Mollie Holm

Holistisk tilgang til fertilitet søges!

Lige siden jeg selv blev mor, har jeg følt meget stærkt for at bakke op om de modige mennesker, der arbejder for en anden tilgang til graviditet, fødsel og forældreskab end den, der er mest fremherskende og som i høj grad er styret af ønsker om effektivitet og produktivitet. Denne anden tilgang handler om at stole på, hvad vores kroppe kommunikerer til os, hvad vores egen intuition siger og mærke efter, hvad der føles naturligt og rigtigt helt inde i hjertet.

Jeg er hundrede procent fortaler for at tage imod ny viden og lødig rådgivning. Sådan sørger vi for at træffe bevidste og fornuftige valg, og vi udfordrer vores egen tendens til at gå på autopilot. Der hvor den udefrakommende rådgivning kan blive problematisk og direkte skadelig er, når rådene konflikter med det, vi mærker indeni, så vi undertrykker vores egen stemme og skaber rod i vores kroppe.

Tiden er nu kommet til, at vi også forholder os til, hvordan vi hjælper ufrivilligt barnløse her til lands. Kan vi også i dette tilfælde vælge en mere helhedsorienteret tilgang og tillade den enkelte at hente ansvaret hjem?

Kvinders alder får skylden

Mere end hver tiende dansker er ufrivilligt barnløs. Alligevel tales der ikke ret meget om det i offentligheden.

Når emnet endelig dukker op i medierne, handler det om alder. Det er denne faktor, lægerne kredser om igen og igen. At vi skal huske at få børn i tide, fordi kvinder er mest fertile, når vi er ganske unge. Det er naturligvis en vigtig pointe. Men jeg mener, at der er behov for at få udbredt flere perspektiver på fertilitetsudfordringer.

Jeg er selv et lysende eksempel på at have kæmpet i flere år for at blive gravid første gang til trods for, at lægerne ikke kunne finde en årsag til problemet, mens det anden gang pludselig lykkedes ud af det blå - uden medicin eller anden assistance. Og der var jeg immervæk nogle år ældre. De fleste mennesker kender til par, der har været ude for det samme. Så hvad skyldes dette? Det kunne være interessant, hvis lægerne kastede deres nysgerrighed på dette fænomen. Måske er der guldkorn at hente.

I USA har en tidligere fertilitetspatient besluttet sig for at undersøge netop dette sammen med en psykolog og ph.d. for at give folk et billede af, hvad man kunne prøve af, inden eller imens man er i medicinsk fertilitetsbehandling. Både for at forbedre chancerne for graviditet men også for at bevare livsglæden i den svære tid. Studier om fertilitet og stress er også gennemført i USA med tydelige tegn på, at stress påvirker kvinders fertilitet negativt.

Udover den indvirkning stress kan have på vores evne til at få børn, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved fertiliteten, at mange kvinder bruger p-piller eller hormonspiraler i 10, 15, 20 år, inden de vil til at have børn. Burde vi ikke vide mere om det?

Da jeg selv fik udskrevet en recept på p-piller som ganske ung skænkede jeg det ikke en tanke. Og jeg blev heller ikke oplyst om, hvad de kunstige hormoner egentlig gjorde ved min krop. Jeg begyndte at ane uråd, da jeg oplevede diverse ubehagelige bivirkninger og gener, hvilket blot resulterede i, at jeg fik udskrevet en recept på et andet præparat og dernæst et tredje.

Der findes intet quick fix

Herhjemme synes der kun at være en vej igennem fertilitetshelvedet, og den vej går via den medicinske lægevidenskab. Det er en smertefuld vej, som måske - måske ikke fører til ønskebarnet. Der er kun i ganske sjældne tilfælde tale om et quick fix. Nogle kæmper i flere år, inden de endelig står med ønskebarnet i armene, mens andre simpelthen må opgive kvalerne, fordi det bare ikke vil lykkes trods adskillige forsøg.

Der er dygtige mennesker som blandt andre fysioterapeuter, akupunktører, diætister og yogalærere som jeg selv, der forsøger at trænge igennem lydmuren med andre perspektiver og redskaber, man kan afprøve for at forbedre chancerne for graviditet.

Desværre bliver det ofte skudt ned af fertilitetslæger til trods for, at man i udlandet har dokumenteret positive effekter ved mange af de alternative tilgange. I Danmark kan visse læger sågar finde på at beskylde de såkaldte alternative behandlere for at ville udnytte og tjene penge på de ufrivilligt barnløses ulykkelige situation. Som om fertilitetsklinikkerne og medicinalindustrien ikke tjente penge på at behandle folk…!

Lad os holde fokus på målet fremfor at kaste med mudder. Det handler om at hjælpe folk til at få virkeliggjort deres ønske om at få børn. Og jeg har endnu ikke hørt en alternativ behandler opfordre til at boykotte den medicinske tilgang. Så jeg ser ingen grund til at fryse de alternative behandlere ud eller ligefrem dæmonisere dem. Det er kun positivt, at der er kommet nye perspektiver på banen, siden jeg kæmpede med ufrivillig barnløshed, hvor jeg eksempelvis fik at vide af lægerne, at der helt sikkert ikke var nogen grund til at forholde sig til stress som en indvirkende faktor. Skævheder i bækkenet var heller ikke noget, der interesserede lægerne. De kunstige hormoner var den eneste ”go to”.

Kvinde kend din krop

Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst bare lidt af det, som jeg ved nu. Om stress, om cyklus, om den naturlige hormonproduktion, om bækkenet, om livmoderen, om æggelederne osv. Så havde jeg trods alt følt, at der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer for at blive mor. Jeg ville have følt mig mere forbundet til min egen krop og kvindelighed fremfor at føle mig forrådt af den. Jeg ville have kendt min krop langt bedre, end jeg gjorde dengang. Sandheden er, at jeg vidste skræmmende lidt. Og det er gået op for mig, at det er langt de færreste der for alvor kender til, hvad der sker i kroppen i løbet af den kvindelige cyklus og i den menneskelige reproduktion.

”Kvinde kend din krop!” har jeg lyst til at råbe i alle gader og stræder i det danske land nu. Det er på høje tid, at vi alle tager kraften hjem og for alvor sætter os ind i, hvem vi er, hvad vores kroppe er i stand til, og hvordan vi bedst lever i overensstemmelse med det, som er meningen fra naturens side. Dermed ikke sagt, at jeg er imod medicinsk behandling af infertilitet. Men jeg opfordrer til, at vi får flere perspektiver på banen. For der er andet og mere at gøre end at sprøjte kunstige hormoner ind i kroppen. Der er mere at gøre i forhold til det fysiologiske. Men der er så sandelig også brug for at tage den psykologiske del af ufrivillig barnløshed langt mere alvorligt og tage hånd om dette.

Støtte til ufrivilligt barnløse

Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forstå den smerte og de kvaler, som ufrivilligt barnløse kæmper med. Langt de fleste forsøger at komme igennem det derhjemme bag lukkede døre og inde bag en maske, fordi det er så ekstremt sårbart. Det kender jeg alt for godt fra mit eget liv.

Jeg kender til sorgen over at være nødt til at søge hjælp for at kunne skabe en familie. Smerten over, at det cyklus efter cyklus ikke lykkedes at blive gravid til trods for, at lægerne ikke fandt nogen årsag til det. Frustrationen over ikke at vide, hvornår det ville lykkes - om det overhovedet nogensinde ville lykkes. Tendensen til at trække sig fra sociale relationer for at undgå nærgående spørgsmål og sårende bemærkninger. Den dårlige samvittighed over at være misundelig på alle omkring os, der fik både et to, tre og fire børn, mens vi stadig stod på perronen og ventede på vores tur. Det massive pres på parforholdet. Følelsen af at være defekt som kvinde og mindre værd end dem, der “kunne selv”. Afmagten og følelsen af at have mistet kontrollen over min egen krop.

Alt dette står man alene med som kvinde og som par, når den ufrivillige barnløshed rammer. Så man bider tænderne sammen. Det er hårdt. Ubeskriveligt hårdt. Dengang var jeg så meget i knæ og så skamfuld over ikke at slå til som kvinde, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig nogensinde at stå frem og fortælle min historie i offentligheden.

Det hele menneske i spil

Sagen er bare, at jeg brænder for denne sag, og så må min egen forfængelighed træde til side. For det er så vigtigt at bryde tabuet og virkelig få rusket op i vores tilgang til ufrivillig barnløshed.

Jeg mener, at vi må zoome ind på den enkelte og vurdere, om der er tale om en krop, sind og sjæl der mistrives, og at det er derfor, vedkommende har svært ved at blive gravid. Vi må forholde os til det hele menneske og til, hvordan den enkelte kan kultivere sin have (læs: krop, sind og sjæl) for at blive i stand til at skabe liv. Det er ikke bæredygtigt at blive ved med at så frø i jorden og gøde og vande, hvis jorden er forurenet eller fyldt med gift, sten eller andet, der hæmmer frøene i at udvikle sig til sunde, spirende planter.

Så jeg er glad for at kunne bidrage til at støtte andre ved at sige de her ting højt og ved at undervise i fertilitetsfremmende yoga og meditation, mindfulness og coachende tilgang til de tanker, følelser og sociale udfordringer, man kan stå i som ufrivilligt barnløs.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er godt for folk at have redskaber ved hånden, som de kan gribe til for at forbedre deres situation og for at trives i hverdagen. At det er sundt for den enkelte at hente ansvaret hjem og derved føle, at man stadig står ved rorpinden i sit eget liv frem for udelukkende at lade ens liv og lykke afhænge af det, som lægerne kan eller ikke kan gøre for en.