Hvordan er din livmoder placeret i dit bækken?

Din livmoders position i bækkenet har en betydning for din fertilitet og for, hvorvidt du oplever smerter og gener i forbindelse med din menstruation eller ej.

Det mente mayaindianerne i Centralamerika i hvert fald. De arbejdede med massageteknikker, som skulle hjælpe livmoderen tilbage i den rette position, hvis den var eksempelvis bagoverbøjet. Det gjorde de for at fremme kvinders fertilitet, sundhed og velvære.

Disse massageteknikker arbejder man videre med i dag i USA inden for henholdsvis Mercier Therapy og The Arvigo Techniques of The Maya Abdominal Therapy.

Bagoverbøjet livmoder kan skabe problemer

Man mener, at hvis livmoderen eksempelvis er bagoverbøjet, så kan den have svært ved at krænge hele livmoderslimhinden ud under menstruation. Og fordi et æg typisk sætter sig fast der, hvor livmoderslimhinden er tykkest, kan ægget hos disse kvinder risikere at sætte sig fast i noget gammel livmoderslimhinde, som ikke indeholder næring nok, hvorfor ægget kan risikere at gå til grunde.

Man formoder, at cirka 20 pct. af alle kvinder har en bagoverbøjet livmoder. Dette er tyske tal - så det kan tænkes, at tallet er nogenlunde det samme i Danmark.

Kvinder med en bagoverbøjet livmoder vil typisk bløde brunt blod i nogle dage i starten af deres menstruation. De vil typisk også føle sig oppustede og forstoppede lige inden menstruation samt have diarré under menstruation. De kan have smerter i lænden og føle sig trætte og utilpasse i forbindelse med deres menstruation.

Årsager til fejlposition af de indre organer

I ovennævnte terapiformer arbejder man ikke kun med livmoderens position - men med alle de indre organer i maveregionen. For er de ikke placeret korrekt, kan de ikke fungere optimalt. Årsagen til fejlplacering af de indre organer kan være:

- Skade på korsbenet eller halebenet fra et fald, bilulykker osv

- Svækkede ligamenter på grund af overdreven strækning under graviditet og fødsel

- Træning med høj intensitet, løb på cementoverflader, aerobic o.lign.

- Løft af tunge genstande før eller under menstruation og for hurtigt efter fødsel

- Tid og tyngdekraft

- Tidligere operationer

- Svage bækkenbundsmuskler

- Kronisk muskelspasme omkring korsryggen og sacrum

- Følelsesmæssigt forsvar

Kilde: arvigotherapy.com

Disse terapiformer er ikke underbygget af videnskabelig dokumentation. Men jeg tænker, at det giver virkelig god mening. Og jeg har erfaring med bagoverbøjet livmoder og fertilitetsproblemer - både hos mig selv og hos kvinder på mine yogahold.

Sund kropsholdning og korrekt træning

Jeg tror på, at vi med en sund kropsholdning og den rette træning kan hjælpe livmoderen og øvrige indre organer tilbage på deres rette plads i bækkenet. Ikke mindst tænker jeg, at den indre kernemuskulatur skal trænes stærk og elastisk for at sikre, at organerne forbliver på deres rette plads.

Dette kan vi blandt andet gøre med Mojzisova-metoden og den form for yoga og funktionel træning, som jeg underviser i på mine yogahold og i mine online kurser Holistisk Fertilitet og Smertefri Kvindekrop.

BEMÆRK:
Introtilbud UDLØBER på begge online kurser
den 13. maj kl. 12.

Holistisk Fertilitet - online

Jeg får en del spørgsmål om online forløbet Holistisk Fertilitet, som jeg har arbejdet på nu i flere måneder. Så her vil jeg lige forklare lidt om indholdet samt baggrunden for, at jeg fandt på at skabe dette forløb til kvinder med fertilitetsudfordringer.

Har du spørgsmål ud over dette, hører jeg naturligvis meget gerne fra dig.

Holistisk Fertilitet er et online forløb, som er er spækket med viden om din fantastiske kvindekrop og konkrete redskaber til at styrke din fertilitet og bevare livsglæden, mens du forsøger at blive gravid.

Baggrund i mine erfaringer med ufrivillig barnløshed

Jeg har skabt dette forløb, fordi min mand og jeg kæmpede med uforklaret, ufrivillig barnløshed i over tre år, inden jeg endelig blev gravid med vores første barn.

Det var en utroligt svær og smertefuld periode, som stadig sidder i både min krop og mit sind, selvom vores fertilitetsrejse begyndte for hele otte år siden. Det viser bare, hvor voldsom en proces, det kan være.

Da vores ældste barn var halvandet år, fandt jeg pludselig ud af, at jeg var gravid igen. Denne gang uden medicinsk behandling. Det gjorde mig naturligvis sindssygt glad - og også helt utroligt nysgerrig. For hvad var der pludselig sket, siden jeg ikke længere havde problemer med fertiliteten? Det fik mig til at gå igang med at researche og efteruddanne mig inden for fertilitet og kvinders sundhed.

En helt ny verden åbnede sig for mig, og jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget viden jeg IKKE havde haft om min kvindekrop og om fertilitet førhen. Og hvor mange redskaber der rent faktisk findes, som man selv kan ty til, hvis man ønsker at forbedre sin fertilitet og bevare sin trivsel og livsglæde, imens man forsøger at blive gravid. Uanset om man forsøger med eller uden lægernes hjælp.

Det var viden og redskaber, som jeg utroligt gerne ville have haft dengang, min mand og jeg kæmpede og led under den ufrivillige barnløshed. For jeg er typen, der gerne selv vil bevare en følelse af at have kontrol over min krop og mit liv. For mig var det mest smertefulde i fertilitetsprocessen følelsen af afmagt - ikke at kunne gøre hverken fra eller til og være tvunget til udelukkende at sætte min lid til lægerne og de kunstige hormoner. Med kontrol mener jeg ikke, at kunne kontrollere alt, hvad der sker i min krop og mit liv - for det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Det handler mere om en følelse af “empowerment” - at stå stærkt i mig selv i modsætning til at føle afmagt. At kunne føle mig “ovenpå” fremfor underlagt andres nåde. Jeg håber, det giver mening…

Jeg spurgte flere gange lægerne, om ikke der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer for graviditet. Og når jeg gang på gang fik at vide, at det var der ikke - udover at lade være med at stresse for meget over det - blev jeg endnu mere nedtrykt end før: For hvordan lader man være med at stresse over noget så vigtigt som muligheden for at skabe sin egen lille familie ved at få et barn?! Og så blev jeg stresset over at føle mig stresset…

Jeg blev mere og mere ked af det, og følte mig afmægtig, frustreret, vred, bitter og ulykkelig. Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv og havde ikke lyst til at være social, for jeg følte, at alle andre blev gravide og talte om deres børn i et væk. Det var ulideligt for mig at være i.

Den tilstand, jeg var i dengang, ønsker jeg ikke for nogen anden! Det var frygteligt.

Da jeg ved, at cirka hvert tiende barn i Danmark kommer til verden som følge af fertilitetsbehandling, begyndte det at pine mig at tænke på, at så mange kvinder lige nu går rundt og kæmper for at få deres højeste ønske om et barn opfyldt. Derfor fik jeg lyst til at hjælpe og støtte de af kvinderne, der ligesom jeg trives bedst med selv at kunne gøre en forskel.

Og så lagde jeg næsten alt andet arbejde til side og begyndte at skabe online forløbet Holistisk Fertilitet. Det eneste andet arbejde, jeg har bibeholdt, er mit ugentlige yogahold hos Family Zoo i København for kvinder, der har problemer med fertiliteten. Det er så livsbekræftende at opleve, hvordan det virkelig hjælper kvinderne at kunne gøre noget godt for sig selv ved at komme hver uge og dyrke yoga og være i et trygt fællesskab med andre, der ved præcis, hvordan det er at være ufrivilligt barnløs.

Med online forløbet Holistisk Fertilitet glæder jeg mig over at kunne tilbyde alle kvinder fra hele landet at få adgang til den viden og de redskaber, jeg har samlet.

Spækket med viden og redskaber

Forløbet består af både lydfiler, videoer og skriftligt materiale, herunder:

• Videoer med fertilitetsfremmende yoga, som du kan dyrke hjemme på stuegulvet.

• Video med restorative yogaøvelser, som vil give dig ro

• Videoer med øvelserne fra Mojzisova-metoden. Denne metode har vist sig at næsten firedoble visse infertile kvinders chance for graviditet uden medicinsk hjælp (læs om studierne her). Det giver også god grund til at formode, at træningen kan forbedre chancerne for graviditet ved IUI og IVF behandling. I Tjekkiet anbefales Mojzisova-metoden, bestående af manuel fysioterapeutisk behandling, bevidsthed om holdning og ergonomi samt daglig udførsel af hjemmeøvelser, som førstevalg til behandling af kvinder med fertilitetsproblemer af det tjekkiske sundhedsministerium i dag. Altså førend kvinderne henvises til medicinsk behandling.

• Video med masser af information om din kvindekrop - dit bækken, din livmoders bevægelser og position i bækkenet, din holdning mm.

• Video med åndedrætsøvelser, som vil give dig både ro, fokus og klarhed samt mere energi

• Emotional Freedom Technique (også kendt som tapping) som redskab til at håndtere svære følelser samt fysisk smerte

• Lydfiler og skriftligt materiale med kognitive redskaber til at håndtere svære følelser

• Lydfiler om stress. Hvad er stress? Hvorfor er stress skadeligt for fertiliteten? Hvorfor bliver man stresset af at være ufrivilligt barnløs? Hvad kan man gøre for at mindske stress og bevare livsglæden?

• Lydfil om relationer og intimitet. Hvorfor kan det være svært at være i relationer, når man er ufrivilligt barnløs? Hvordan håndterer man andres kommentarer og gode råd? Hvilken indflydelse kan ufrivillig barnløshed have på parforholdet? Hvad kan man gøre for at bevare det gode parforhold? Hvad kan man gøre for at bevare intimiteten - også med sin egen krop?

• Online foredrag samt skriftligt materiale om din menstruationscyklus og hormoner med information om, hvordan du sikrer en bedre hormonbalance og en sund og regelmæssig cyklus. Her fortæller jeg også, hvordan du kan leve i harmoni med din cyklus i hverdagen og derved få adgang til mere energi, glæde, overskud og et bedre helbred. 

Forløbet består af fire moduler, der strækker sig over fire uger.

Hver uge får du adgang til et nyt modul, og du har mulighed for at blive medlem af en lukket Facebook-gruppe, så du kan dele erfaringer, glæder og sorger med de andre deltagere samt stille spørgsmål til forløbets indhold.

Jeg kan naturligvis ikke love dig, at du bliver gravid som følge af dette forløb. Til gengæld tør jeg godt love dig, at du forbedrer dine chancer markant og får det bedre. Og så håber jeg, at du med dette forløb vil føle, at du ikke er alene - og at du har mulighed for at bevare kontrollen over dit eget liv og din fantastiske krop.

Jeg arbejder stadig intenst på at gøre forløbet færdigt og håber på snart at kunne løfte sløret for, hvornår det lanceres. Stay tuned!

Holistisk tilgang til fertilitet søges!

Lige siden jeg selv blev mor, har jeg følt meget stærkt for at bakke op om de modige mennesker, der arbejder for en anden tilgang til graviditet, fødsel og forældreskab end den, der er mest fremherskende og som i høj grad er styret af ønsker om effektivitet og produktivitet. Denne anden tilgang handler om at stole på, hvad vores kroppe kommunikerer til os, hvad vores egen intuition siger og mærke efter, hvad der føles naturligt og rigtigt helt inde i hjertet.

Jeg er hundrede procent fortaler for at tage imod ny viden og lødig rådgivning. Sådan sørger vi for at træffe bevidste og fornuftige valg, og vi udfordrer vores egen tendens til at gå på autopilot. Der hvor den udefrakommende rådgivning kan blive problematisk og direkte skadelig er, når rådene konflikter med det, vi mærker indeni, så vi undertrykker vores egen stemme og skaber rod i vores kroppe.

Tiden er nu kommet til, at vi også forholder os til, hvordan vi hjælper ufrivilligt barnløse her til lands. Kan vi også i dette tilfælde vælge en mere helhedsorienteret tilgang og tillade den enkelte at hente ansvaret hjem?

Kvinders alder får skylden

Mere end hver tiende dansker er ufrivilligt barnløs. Alligevel tales der ikke ret meget om det i offentligheden.

Når emnet endelig dukker op i medierne, handler det om alder. Det er denne faktor, lægerne kredser om igen og igen. At vi skal huske at få børn i tide, fordi kvinder er mest fertile, når vi er ganske unge. Det er naturligvis en vigtig pointe. Men jeg mener, at der er behov for at få udbredt flere perspektiver på fertilitetsudfordringer.

Jeg er selv et lysende eksempel på at have kæmpet i flere år for at blive gravid første gang til trods for, at lægerne ikke kunne finde en årsag til problemet, mens det anden gang pludselig lykkedes ud af det blå - uden medicin eller anden assistance. Og der var jeg immervæk nogle år ældre. De fleste mennesker kender til par, der har været ude for det samme. Så hvad skyldes dette? Det kunne være interessant, hvis lægerne kastede deres nysgerrighed på dette fænomen. Måske er der guldkorn at hente.

I USA har en tidligere fertilitetspatient besluttet sig for at undersøge netop dette sammen med en psykolog og ph.d. for at give folk et billede af, hvad man kunne prøve af, inden eller imens man er i medicinsk fertilitetsbehandling. Både for at forbedre chancerne for graviditet men også for at bevare livsglæden i den svære tid. Studier om fertilitet og stress er også gennemført i USA med tydelige tegn på, at stress påvirker kvinders fertilitet negativt.

Udover den indvirkning stress kan have på vores evne til at få børn, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved fertiliteten, at mange kvinder bruger p-piller eller hormonspiraler i 10, 15, 20 år, inden de vil til at have børn. Burde vi ikke vide mere om det?

Da jeg selv fik udskrevet en recept på p-piller som ganske ung skænkede jeg det ikke en tanke. Og jeg blev heller ikke oplyst om, hvad de kunstige hormoner egentlig gjorde ved min krop. Jeg begyndte at ane uråd, da jeg oplevede diverse ubehagelige bivirkninger og gener, hvilket blot resulterede i, at jeg fik udskrevet en recept på et andet præparat og dernæst et tredje.

Der findes intet quick fix

Herhjemme synes der kun at være en vej igennem fertilitetshelvedet, og den vej går via den medicinske lægevidenskab. Det er en smertefuld vej, som måske - måske ikke fører til ønskebarnet. Der er kun i ganske sjældne tilfælde tale om et quick fix. Nogle kæmper i flere år, inden de endelig står med ønskebarnet i armene, mens andre simpelthen må opgive kvalerne, fordi det bare ikke vil lykkes trods adskillige forsøg.

Der er dygtige mennesker som blandt andre fysioterapeuter, akupunktører, diætister og yogalærere som jeg selv, der forsøger at trænge igennem lydmuren med andre perspektiver og redskaber, man kan afprøve for at forbedre chancerne for graviditet.

Desværre bliver det ofte skudt ned af fertilitetslæger til trods for, at man i udlandet har dokumenteret positive effekter ved mange af de alternative tilgange. I Danmark kan visse læger sågar finde på at beskylde de såkaldte alternative behandlere for at ville udnytte og tjene penge på de ufrivilligt barnløses ulykkelige situation. Som om fertilitetsklinikkerne og medicinalindustrien ikke tjente penge på at behandle folk…!

Lad os holde fokus på målet fremfor at kaste med mudder. Det handler om at hjælpe folk til at få virkeliggjort deres ønske om at få børn. Og jeg har endnu ikke hørt en alternativ behandler opfordre til at boykotte den medicinske tilgang. Så jeg ser ingen grund til at fryse de alternative behandlere ud eller ligefrem dæmonisere dem. Det er kun positivt, at der er kommet nye perspektiver på banen, siden jeg kæmpede med ufrivillig barnløshed, hvor jeg eksempelvis fik at vide af lægerne, at der helt sikkert ikke var nogen grund til at forholde sig til stress som en indvirkende faktor. Skævheder i bækkenet var heller ikke noget, der interesserede lægerne. De kunstige hormoner var den eneste ”go to”.

Kvinde kend din krop

Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst bare lidt af det, som jeg ved nu. Om stress, om cyklus, om den naturlige hormonproduktion, om bækkenet, om livmoderen, om æggelederne osv. Så havde jeg trods alt følt, at der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer for at blive mor. Jeg ville have følt mig mere forbundet til min egen krop og kvindelighed fremfor at føle mig forrådt af den. Jeg ville have kendt min krop langt bedre, end jeg gjorde dengang. Sandheden er, at jeg vidste skræmmende lidt. Og det er gået op for mig, at det er langt de færreste der for alvor kender til, hvad der sker i kroppen i løbet af den kvindelige cyklus og i den menneskelige reproduktion.

”Kvinde kend din krop!” har jeg lyst til at råbe i alle gader og stræder i det danske land nu. Det er på høje tid, at vi alle tager kraften hjem og for alvor sætter os ind i, hvem vi er, hvad vores kroppe er i stand til, og hvordan vi bedst lever i overensstemmelse med det, som er meningen fra naturens side. Dermed ikke sagt, at jeg er imod medicinsk behandling af infertilitet. Men jeg opfordrer til, at vi får flere perspektiver på banen. For der er andet og mere at gøre end at sprøjte kunstige hormoner ind i kroppen. Der er mere at gøre i forhold til det fysiologiske. Men der er så sandelig også brug for at tage den psykologiske del af ufrivillig barnløshed langt mere alvorligt og tage hånd om dette.

Støtte til ufrivilligt barnløse

Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forstå den smerte og de kvaler, som ufrivilligt barnløse kæmper med. Langt de fleste forsøger at komme igennem det derhjemme bag lukkede døre og inde bag en maske, fordi det er så ekstremt sårbart. Det kender jeg alt for godt fra mit eget liv.

Jeg kender til sorgen over at være nødt til at søge hjælp for at kunne skabe en familie. Smerten over, at det cyklus efter cyklus ikke lykkedes at blive gravid til trods for, at lægerne ikke fandt nogen årsag til det. Frustrationen over ikke at vide, hvornår det ville lykkes - om det overhovedet nogensinde ville lykkes. Tendensen til at trække sig fra sociale relationer for at undgå nærgående spørgsmål og sårende bemærkninger. Den dårlige samvittighed over at være misundelig på alle omkring os, der fik både et to, tre og fire børn, mens vi stadig stod på perronen og ventede på vores tur. Det massive pres på parforholdet. Følelsen af at være defekt som kvinde og mindre værd end dem, der “kunne selv”. Afmagten og følelsen af at have mistet kontrollen over min egen krop.

Alt dette står man alene med som kvinde og som par, når den ufrivillige barnløshed rammer. Så man bider tænderne sammen. Det er hårdt. Ubeskriveligt hårdt. Dengang var jeg så meget i knæ og så skamfuld over ikke at slå til som kvinde, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig nogensinde at stå frem og fortælle min historie i offentligheden.

Det hele menneske i spil

Sagen er bare, at jeg brænder for denne sag, og så må min egen forfængelighed træde til side. For det er så vigtigt at bryde tabuet og virkelig få rusket op i vores tilgang til ufrivillig barnløshed.

Jeg mener, at vi må zoome ind på den enkelte og vurdere, om der er tale om en krop, sind og sjæl der mistrives, og at det er derfor, vedkommende har svært ved at blive gravid. Vi må forholde os til det hele menneske og til, hvordan den enkelte kan kultivere sin have (læs: krop, sind og sjæl) for at blive i stand til at skabe liv. Det er ikke bæredygtigt at blive ved med at så frø i jorden og gøde og vande, hvis jorden er forurenet eller fyldt med gift, sten eller andet, der hæmmer frøene i at udvikle sig til sunde, spirende planter.

Så jeg er glad for at kunne bidrage til at støtte andre ved at sige de her ting højt og ved at undervise i fertilitetsfremmende yoga og meditation, mindfulness og coachende tilgang til de tanker, følelser og sociale udfordringer, man kan stå i som ufrivilligt barnløs.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er godt for folk at have redskaber ved hånden, som de kan gribe til for at forbedre deres situation og for at trives i hverdagen. At det er sundt for den enkelte at hente ansvaret hjem og derved føle, at man stadig står ved rorpinden i sit eget liv frem for udelukkende at lade ens liv og lykke afhænge af det, som lægerne kan eller ikke kan gøre for en.

Mental førstehjælp til ufrivilligt barnløse

Det er okay at have det skidt.

Jeg kan ikke fikse dig. Ingen kan fikse dig. Og hovedpointen er: du skal ikke fikses!

Hvis der er en ting, jeg understreger igen og igen, når kvinder med fertilitetsudfordringer opsøger mig for hjælp og støtte, er det denne pointe.

Det skal forstås på den måde, at den smerte, vrede, sorg, magtesløshed og frustration du føler, kan jeg ikke tage væk. Følelserne er der, fordi du står i en situation, der kalder på præcis disse og lignende følelser. Med andre ord er det helt naturligt at have det sådan, som du har det.

Og ja, det gør forbandet ondt! Og ja, du har lyst til at nogen kommer og fjerner de følelser. Det er bare ikke muligt. Og heller ikke ønskværdigt. For hvad ville vi mennesker være, hvis vi ikke havde følelser? Hvad ville vi være, hvis vi ikke reagerede voldstomt på ikke at kunne få det barn, vi så inderligt ønsker os? Det ligger så dybt i de fleste af os, at vi gerne vil have børn. Det er indkodet i vores celler. Så naturligvis reagerer vi.

Hvad der derimod er muligt og virkelig godt, når man står i den situation er at række ud. At bede om hjælp. At opsøge andre der har det på samme måde, som dig. Eller som tidligere har stået i den situation og derfor kan støtte dig.

Så det første jeg beder de kvinder om, der kommer til mig er at takke dem selv for at gøre noget godt for dem selv ved at række ud. Det er det allerførste skridt på vejen til at få det okay i den situation, de står i.

Opretholde facaden

I de tre år jeg kæmpede for at blive gravid, forud for min første graviditet, følte jeg virkelig, at det var en kamp. Jeg var fyldt med vrede, frustration, sorg og skuffelse, skyld og skam og mere i den dur.

Jeg følte, at det var dybt urimeligt, at jeg ikke kunne blive gravid, når alle omkring mig kunne. Og jeg kunne slet ikke håndtere, hvis nogen smilende og med et skuldertræk fortalte mig, at de ikke en gang aktivt havde prøvet på at blive gravide, men at nu havde de alligevel valgt at få det barn, selvom det jo ikke lige var planen… Eller bare at graviditeten kom straks efter, at de havde smidt præventionen.

Jeg blev så frustreret og vred, at jeg fik lyst til at råbe. Eller ihvertfald at løbe skrigende bort. Men jeg tvang mig selv til at blive siddende og smile og sige tillykke og lade som om, jeg havde det helt fint. Selvom alt indeni mig skreg, hjertet hamrede og halsen snørede sig sammen.

Når jeg kom hjem, måtte jeg græde ud og rase ud. Det var hårdt. Jeg brugte enormt meget energi på at holde en facade udadtil, der skulle skjule, hvor frygteligt jeg havde det indeni. Det var en kamp.

Når jeg fik det sådan, følte jeg en enorm skyld og skam over ikke at kunne glæde mig på andres vegne. Ikke at kunne holde andres lykke ud. Ikke at kunne slappe af og have det godt.

“Hvis bare du slapper af, kommer det nok”, var endnu en besked, der kunne få mig op i det røde felt. Også selvom jeg vidste, at folk sagde det i bedste mening. Det var bare ikke til at holde ud, for hvis jeg kunne, var der ikke noget, jeg hellere ville end at slappe af. Udover at blive gravid, forstås.

Accept

Hvad skal man så stille op, når man står i den situation? Man ønsker sig brændende et barn og folk omkring en når både at få et og måske to og tre børn, og man står stadig der i startboksen og føler sig elendig.

Det er svært at give råd, og man skulle da også lige vove på at give mig råd, dengang jeg selv stod i samme situation…!

Alligevel vil jeg sige: prøv at arbejde dig hen imod at acceptere din situation. Det gjorde jeg ikke. Jeg kæmpede imod mine egne følelser og tanker. Jeg skældte mig selv ud for ikke at kunne blive gravid. Og jeg skældte mig selv ud for at have alle de svære følelser og tanker. Det var forbandet hårdt, og det ønsker jeg ikke for nogen anden.

Men det der med accept - er det ikke det samme som at sige: “prøv at slappe af?” Ikke helt.

Når vi står i en udfordrende situation, kan vi vælge tre forskellige strategier. Vi kan vælge at:

• Forlade situationen

• Ændre den

• Acceptere den

Når man er ufrivilligt barnløs, vælger de færreste at forlade situationen. De fleste kæmper videre for at få ønskebarnet. Det er også værd at kæmpe for, og for de fleste lykkes det jo også til sidst.

At ændre situationen er svært. Mange føler sig derfor magtesløse, fordi der måske ikke er så meget, de kan gøre. I mit tilfælde var der ingen diagnose - min mand og jeg var uforklarligt ufrivilligt barnløse. Og hver gang jeg spurgte lægerne, om der var noget, vi selv kunne gøre, var svaret nej.

Her er det så, vi kommer til accepten. For hvordan accepterer vi noget, der er så svært? Og betyder accept ikke, at man giver op og holder op med at handle for at nå målet? Betyder det ikke, at man skal holde op med at have alle de svære følelser og tanker?

Nej, accept betyder ikke, at man ikke gør noget aktivt. Ej heller at man holder op med at føle og tænke. (Det kan man heller ikke!) Det betyder simpelthen bare, at man tillader sig selv at være med det, der er lige nu. At droppe den indre kamp. For hvad er det, man kæmper imod? For mig var det ihvertfald et frygteligt monster uden ansigt, jeg kæmpede imod. Det tog voldsomt på mine kræfter. Og det gjorde intet godt for mig. Absolut intet. Tværtimod.

Hvis jeg kunne give mit gamle jeg et råd nu, ville jeg sige: prøv at sætte dig ned hver dag og trække vejret. Luk øjnene og synk ind i dig selv. Mærk efter: hvordan har du det lige nu?

Observer med kærlighed, venlighed og nysgerrighed, hvordan dine tanker er, hvordan dine følelser er, hvilken stemning der er indeni dig. Undgå at dømme det. Undgå at ville ændre på noget som helst. Sid blot og vær med dig selv og rum det hele, lige præcis som det er. Tillad dig selv at have det lige præcis sådan, som du har det lige nu. Du vil opleve, at når du tillader smerten at være der, vil du efter kort tid mærke en lettelse. Knuden indeni vil lige så stille løsne sig og føles mindre svær at rumme.

Dernæst ville jeg sige: vær god mod dig selv. Behandl dig selv med så dyb en kærlighed, omsorg og respekt, som du ville behandle det menneske, du elsker allermest.

Når der dukker tanker op som: “Min krop har forrådt mig,” “Jeg hader min krop for ikke at kunne blive gravid uden hjælp”, “Jeg er ikke en rigtig kvinde”, så gå til tankerne med venlighed. Konstater at de kommer og sammenlign dem med uvejrsskyer, der driver ind over dig. De kommer, og lidt efter forsvinder de igen. Grib ikke fat i dem. Tro ikke altid på, hvad dine tanker forsøger at bilde dig ind. Træd et skridt tilbage fra tankerne og omfavn så de følelser, der opstår.

Kun sådan er det muligt at komme tættere på en accept. Kun sådan er det muligt at have det okay, mens man står i den livskrise det er, ikke at kunne få et barn, når man ønsker det og på den måde, som man ønsker sig det.

Mindfulness og yoga

Hvis vi forsøger at gå en fjerde vej, så sker der det, at vi forstørrer og forværrer lidelsen. Det gjorde jeg. Jeg stod i stampe og råbte, kæmpede, slog mig i tøjret - i mine tanker. Udadtil forsøgte jeg at negligere mine følelser og lade som om, jeg var okay.

Vælger man den fjerde vej, forsøger man typisk også at dulme smerten. Fx ved at trøstespise, glo en masse fjernsyn, købe en masse ting eller lignende strategier for at aflede vores opmærksomhed fra det, der gør ondt. Men sagen er, at det der gør ondt, ikke forsvinder. Det vil blive ved med at poppe op, uanset hvor meget du forsøger at dulme det eller stikke af fra det.

Den fjerde vej skaber endnu mere stress, end den man i forvejen har i sit system. Det, vi ønsker, er i stedet at reducere stress og hjælpe nervesystemet til ro. Det gør vi bedst ved at praktisere accept som beskrevet ovenfor.

Det er en tilgang, der stammer fra yogafilosofien og mindfulness. Denne tilgang kan vi alle have gavn af at praktisere dagligt. Med eller uden yoga og åndedrætsøvelser.

Jeg praktiserer denne tilgang i mit liv og bruger den i mine 1:1 sessioner som coach. Og så vil det være en vigtig komponent i min undervisning i forløbet “Yoga for fertilitet”, som begynder den 22. Maj hos Family Zoo på Østerbro i København.

Du kan gå ind på Family Zoos hjemmeside for at tilmelde dig forløbet ved at klikke her. Og hvis du ønsker 1:1 forløb hos mig, kan du læse mere på min hjemmeside her. Hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev, får du i øvrigt tilsendt en lille guide til tre nemme yogastillinger, der hjælper dit nervesystem til at falde til ro. Jeg har også skabt en guidet meditation til at støtte dig i at leve i harmoni med din cyklus og finde ind til din indre visdom. Den kan downloades her. En guidet meditation til at støtte dig i at finde accept er også på vej til dig.

Jeg er stor fortaler for at ty til redskaber såsom yoga og meditation for at hjælpe kroppen og sindet til at finde ro. At bevæge sig i naturen er endnu et dejligt og effektivt redskab, som jeg bruger i mine sessioner og i mit eget liv hver dag. Find selv frem til hvad der giver dig ro, glæde, håb og fornyet energi. Og tillad dig selv at praktisere det hver dag.

Jeg sender dig alle gode tanker. Skriv gerne nedenfor, hvis du har kommentarer til dette blogindlæg eller gerne vil dele med andre, hvordan du håndterer din situation.

Jeg stressede min fertilitet i sænk

I forsommeren 2017 skete der noget mærkeligt.

Min søn på halvandet år, der ellers var så glad for at blive ammet, virkede pludselig stærkt utilfreds med mælken. Det overraskede mig, men det var egentlig okay for mig at stoppe. Særligt når det skete på min søns præmisser.

Der var så også lige det, at jeg i flere uger havde gået og været så utroligt træt, nærmest udmattet. Og så lige nu hvor sønnike endelig sov godt om natten… Kvalme havde jeg også. Særligt om morgenen. Måske var det bare min krops reaktion på de mange måneder uden søvn og med masser af amning, og hvad der ellers hører til moderskabets udfordringer, tænkte jeg.

For det kunne jo ikke være dét. Nej, jeg slog det hen.

Men så en dag, da jeg stod i Netto og ventede ved kassen, fik jeg øje på en graviditetstest. Jeg smilede, og indvendigt grinede jeg af mig selv, mens jeg rakte ud efter testen og lagde den på båndet. For jeg var jo ikke i stand til at blive gravid bare sådan.

Da jeg kom hjem, tog jeg testen. Jeg gjorde meget ud af at grine af det og sige højt til mig selv, at ”Ja, ja, det kan jo ikke lade sig gøre. Sikke noget pjat at tage sådan en test”. Jeg lagde testen fra mig uden at kigge på den. Vaskede mine hænder. Tog mig god tid…

Så vovede jeg at kigge på testen. To streger! To meget, meget tydelige streger. Jeg snappede efter vejret. Verden stoppede med at dreje rundt. To streger!

Jeg satte mig ned, famlede efter telefonen og ringede til min mand. Han tog den ikke. Jeg rejste mig med testen i hånden, gik rundt i huset og ringede flere gange. Han tog den stadig ikke. Så måtte jeg gå en tur. Kunne jeg ringe til min mor og fortælle det? ”Nej, jeg må tale med min mand først. Det her kan jo ikke passe!” Jeg var fuldstændig rundt på gulvet.

Der gik halvanden time, inden han ringede tilbage. Han havde siddet i møde. ”Sidder du ned?”, spurgte jeg.

Aldrig i mit liv er jeg blevet så overrasket. Aldrig i mit liv er der sket noget, som i den grad har slået benene væk under mig.

For rejsen hen imod min første graviditet var lang, hård og udmattende. Mere end tre år skulle der gå. Det var en proces, der var tæt på at smadre mig. Og pludselig stod vi her og skulle være forældre igen uden at have fået hjælp til det. Det var ubeskriveligt. Fantastisk! Vi turde næsten ikke tro på det.

I månederne op til fødslen og faktisk også flere måneder efter, at vores datter var kommet til verden, spurgte vi igen og igen hinanden: ”Drømmer vi?” Det gjorde vi heldigvis ikke. Det lille pigebarn var virkeligt.

Fertilitetsforløb føltes som overgreb

Sagen er den, at man begynder at miste troen på egne evner, når man finder ud af, at man ikke kan blive gravid uden at få hjælp til det. Eller sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var defekt, følte jeg.

Jeg følte, at jeg var mindre værd end andre kvinder, som ’kunne selv’.

Ifølge lægerne var der umiddelbart heller intet i vejen for, at jeg skulle kunne blive gravid på naturlig vis. Alt så fint ud. Min ægreserve var fin. Alle tal var fine. Der var heller intet at komme efter hos min mand. Måske burde vi være glade for det dengang. Måske var vi også lidt glade for det. Men vi var også enormt frustrerede, for hvorfor blev jeg så ikke gravid?

I starten vægrede jeg mig ved at tage imod behandling. For hvis alt så fint ud, skulle det vel nok komme? Men det gjorde det bare ikke. Så jeg valgte at overgive mig.

Det var en frygtelig tid. Helt og aldeles. Fertilitetsbehandling ønsker jeg ikke for selv min værste fjende. Jeg hadede alle undersøgelserne. Det føltes som et overgreb på min krop hver eneste gang, jeg skulle scannes indvendigt. Og det skulle jeg jo konstant. Det var rædselsfuldt.

Jeg var nødt til mentalt og følelsesmæssigt at tage afstand fra min egen krop, så jeg ikke kunne mærke sorgen så rent. Men det tog også al glæde, lyst og nydelse fra mig.

Jeg har altid haft det svært med alt, hvad der har med hospitaler, læger og medicin at gøre. Og nu skulle jeg pludselig tage kunstige hormoner. Stikke mig selv med nåle i maveskindet!

Så var der ventetiden mellem forsøgene. Den ubærlige ventetid. Håbet og frygten for at blive skuffet. Alle skuffelserne. Og op på hesten igen… Cyklus efter cyklus. Jeg var nødt til at bede om op til flere pauser i behandlingen for ikke at bryde sammen.

Jeg blev mere og mere skrøbelig. Mere og mere vred. Mere og mere stresset. Hvorfor skulle jeg udsættes for alt dette? Hvad var meningen med det helvede, vi befandt os i?

Jeg havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. For det faktum, at vi ikke selv var i stand til at få børn, overskyggede simpelthen alt. Jeg skammede mig frygteligt. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, og når jeg var sammen med andre mennesker, var jeg mentalt på overarbejde, fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at samtalerne ikke skulle dreje sig ind på børn. Både på arbejdet og privat.

Men folk taler hele tiden om deres børn! Eller børnebørn! Eller nevøer og niecer! Begge mine brødre havde for længst fået børn. Langt de fleste af mine venner og veninder havde også børn. Jeg følte mig mere og mere ensom.

Indestængte følelser og ensomhed

I virkeligheden havde jeg et kæmpe behov for at tale om det. Men hver gang jeg prøvede at tale med nogen om det, ramte deres ord mig som syle. Jeg var et stort blødende sår.

Det var næsten ligegyldigt, hvad de sagde, så følte jeg, at de ikke forstod noget som helst. Og det gjorde ondt.

”Hvis I nu bare slapper af og lader være med at tænke på det, kommer det nok helt af sig selv” var den værste kommentar. Efterfulgt af: ”Jeg kender en, der kender et par, som blev naturligt gravide, lige efter at de havde fået det første barn, som de ellers gik i behandling for at få”.

Jeg husker stadig følelsen af min strube, der snørede sig sammen, hver gang folk sagde noget lignende. For jeg havde bare mest af alt lyst til at skrige ind i deres ansigter: ”Hvad fanden skal jeg bruge det til?!” Og hvordan skulle vi være i stand til bare at slappe af og lade være med at tænke på det?

Det fyldte alt. Alt simpelthen! Udtrykket ’naturligt gravid’ provokerede mig også. Jeg blev også præsenteret for ordet ’økobaby’ om et barn, som undfanges uden hjælp fra læger. Hvis det på et tidspunkt ville lykkes mig at blive gravid, ville jeg så være ’unaturligt gravid’? Og ville mit barn være et ’kemibarn’? En graviditet er vel en graviditet. Og et barn er vel et barn.

Jo mere vred og frustreret jeg blev i de samtaler, jo mere indesluttet, irritabel og indestængt blev jeg. For jeg råbte ikke af nogen. Og jeg skældte ikke nogen ud for, at de ikke forstod, hvilket helvede vi befandt os i. Jeg åd mine ord i mig, så mine følelser var ved at æde mig op indefra.

Den eneste, jeg råbte af, var min mand. Jeg var så edderspændt rasende over, at det primært skulle gå ud over mig, at det ikke ville lykkes os at få et barn. Der var jo ikke noget galt med mig, sagde lægerne, så hvorfor skulle min krop så udsættes for alle disse frygtelige ting? Han gjorde alt, hvad han kunne for at støtte mig, men i virkeligheden havde jeg brug for at tale med en udenforstående også. Til at lytte og forstå.

Så jeg opsøgte en coach og åndedrætsterapeut, og det var virkelig forløsende, og var med til at sørge for, at jeg ikke mistede forstanden.

Jeg gled længere og længere væk fra mine veninder. De fleste af dem havde små børn, og kunne derfor ikke længere ses med mig på tomandshånd. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af andres børn. Og jeg gik i konstant angst for, at endnu en veninde glædesstrålende ville proklamere, at hun var gravid.

Der var gravide maver og søde små børn overalt. Det åd mig op. Og skammen over ikke at kunne glæde mig på de stolte forældres vegne var enorm. Hvis de fortalte, at de syntes, det var hårdt at have børn, fik jeg lyst til at slå dem.

Uanset om folk var glade, lykkelige eller udmattede over at have børn, var jeg frustreret. Kunne ikke rumme det, så jeg trak mig længere og længere væk fra mine sociale relationer.

Jeg følte mig som et elendigt menneske, det ikke var værd at bruge tid på. Det at ingen kom og bankede på min dør med blomster og hjemmebag og kæmpe krammer og ”Hvordan har du det? Hvad kan jeg gøre for at støtte dig?” overbeviste mig om, at jeg havde ret i den antagelse.

Selvmedlidenheden var til at tage og føle på.

Da vi til en middag sad ved siden af en bekendt, som sagde til min mand: ”Skal I ikke bare opgive behandlingen og adoptere i stedet” kunne jeg pludselig for alvor se smerten i min mands ansigt. Hele hans udstråling sagde mig, at nu havde han også nået grænsen for, hvad han kunne bære.

Vi havde været i gang i flere år - både derhjemme i dobbeltsengen og med insemineringer - men vi havde ikke en gang prøvet IVF-behandling endnu. Så vi var slet, slet ikke klar til at overveje adoption. Det var heller ikke noget, vi havde talt med hinanden om.

Så da vi kom hjem fra middagen, fik vi for første gang – følte jeg – en rigtig god snak om, hvor svært det var at deltage i sociale arrangementer og udholde folks spørgsmål uden at miste besindelsen.

Vi var jo godt klar over, at folks spørgsmål og kommentarer altid var velmente, men de var ikke desto mindre anstrengende.

I dag er vi ekstremt opmærksomme på, hvordan vi selv opfører os, når vi møder par uden børn. Det kunne aldrig falde os ind at spørge. ”Nå, skal I ikke også snart have børn?” Det er vigtigt at tale om ufrivillig barnløshed – men på de barnløses præmisser.

Stess skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling skaber stress

Jeg oplever, at det er et kæmpe tabu at tale om ufrivillig barnløshed. Og det til trods for, at cirka hvert tiende barn kommer til verden som resultat af fertilitetsbehandling.

Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde, selvom det er svært at dele ud af noget så sårbart. Det har taget mig mange år og endnu flere overvejelser at nå hertil, hvor jeg taler offentligt om det.

Jeg tror, at tabuet er en konsekvens af den skam, sorg, smerte og ensomhed, som mange barnløse føler.

Det er påfaldende, at man ikke tilbydes hjælp til at takle alle de mentale udfordringer, som fertilitetsbehandling giver, for barnløshed skaber en voldsom stresstilstand hos kvinden, og stress skader fertiliteten.

Forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences har i 2016 påvist, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 pct. mindre chance for at undfange i den cyklus, end når de ikke føler sig stressede.

Den viden ville jeg gerne have haft, dengang jeg var i fertilitetsbehandling. Bevares, jeg havde på eget initiativ gået til psykolog i flere år og dyrket yoga; jeg havde oplevet et stresssammenbrud på arbejdet og været sygemeldt hen over en sommer.

Selvom min krop strittede imod, alt hvad den kunne, havde jeg presset mig selv tilbage på arbejdet, og havde overhovedet ikke fået bugt med den stress og angst, der summede rundt i mine celler, og ødelagde mit liv på så mange planer.

Da vi var i fertilitetsbehandling, spurgte jeg faktisk flere gange lægerne, om vores ufrivillige barnløshed kunne skyldes stress, men det afviste de. Jeg spurgte også, om der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer, og det var der ikke, sagde de.

Det siger lægerne måske for netop ikke at lægge endnu større pres på kvinden, men for mit vedkommende gjorde det kun ondt værre.

I dag ved jeg med sikkerhed, at min ufrivillige barnløshed skyldtes stress.

Det faktum, at stress kan forringe vores evne til at få børn i så høj grad, ville jeg ønske, at sundhedsvæsenet tog alvorligt. At hele vores samfund tog alvorligt.

Der sker en voldsom stigning i stress og psykisk mistrivsel særligt hos unge kvinder i disse år. Det er der flere årsager til. Under alle omstændigheder er det meget alarmerende.

Jeg mener, at vi – udover at kigge på arbejdsmarkedets uhensigtsmæssige strukturer – kan finde svarene i den kultur, vi lever i. En kultur, som vægter de såkaldt maskuline værdier langt højere end de såkaldt feminine. (Note: Dette kræver et helt indlæg for sig at forklare i dybden. Jeg mener, at mænd og kvinder rummer både maskuline og feminine værdier i sig, og at vi bør stræbe imod en balance mellem polerne.)

Vi lever ude af harmoni med naturen omkring os og indeni os selv. Vi har mistet den umiddelbare kontakt til vores egne kroppe og intuition, og lever mest i vores hoveder.

For det er det rationelle, præstationsorienterede og det lineære, der vægtes højest i vores kultur. Vi har glemt at leve i overensstemmelse med vores indre rytmer - der hos kvinder er cyklisk og evigt foranderlig fremfor lineær. Og vi værner ikke om vores følelsesmæssige og mentale sundhed, endsige vores naturlige kroppe.

De fleste kvinder tager p-piller, fra vi kommer i puberteten og det meste af vores voksne liv, uden at tænke på, hvilke konsekvenser de kunstige hormoner har for vores kroppe og evne til at blive gravide.

Hvis vi var opvokset med en større respekt for vores fantastiske kvindekroppe og med større viden om vores cyklus og fertilitet, ville det måske ikke være nødvendigt med alle de kunstige hormoner – hverken for at undgå at blive gravid eller for at blive det…

Desuden er vi i vores kultur udfordrede på selvværdet. Det skyldes bl.a. det børnesyn, de fleste af os er vokset op med, og som resulterer i, at vi lærer at skælde os selv ud i tide og utide, vi lærer at undertrykke vores følelser, presse os selv, negligere vores egne behov osv.

Og så er der al den kemi, vi får indenbords via fødevarer og skønhedsprodukter.

Der er i den grad brug for, at vi genfinder respekten for naturen, vores naturlige kroppe og indser, at både krop og sind skal være i trivsel for at kunne fungere optimalt. Mine tanker om disse emner kræver et helt indlæg for sig.

Moderskabet viste vejen

Efter cirka tre år i fertilitetsbehandling lykkedes det os at få det længe ønskede barn. Vi var naturligvis i himlen!

Da vi fik vores søn, ændrede mit liv sig radikalt.

Med moderskabet fulgte en gennemgribende transformationsproces.

Ved at lytte til min lille søns naturlige behov, fik jeg pludselig kontakt til mig selv på en helt ny måde, og jeg kom på en rejse ind i mig selv. En rejse, som åbenbarede sandheder, jeg for længst havde mistet af syne.

Da jeg pludselig stod der en fredag i juni måned 2017, og kiggede på de to streger på graviditetstesten, som fortalte mig, at jeg var blevet beriget med endnu et lille liv - at jeg godt kunne blive gravid uden fertilitetsbehandling, stod det klart for mig, at de usunde lag var skrællet væk.

Dette var beviset på, at jeg i hele mit liv frem mod fødslen af mit første barn havde levet på en måde, som gjorde mig så gennemgribende stresset i krop og sind, at jeg simpelthen havde mistet evnen til at reproducere.

Det har været voldsomt at erkende dette.

I så mange år havde jeg fokuseret på at handle, præstere og udrette. Leve op til omverdenens forventninger. Være dygtig. Forsøge at stille alle andre tilfredse. Være venner med alle. Lave mig selv om for at passe ind. Jeg havde gjort mig selv mindre for at blive accepteret. Arbejdet alt for meget. Presset mig selv. Kæmpet for anerkendelse. Forsøgt at opnå perfektion på alle områder af mit liv. Følt mig forkert. Ikke god nok. Gjort mig selv hård. Undertrykt mine egne behov. Undertrykt mine følelser. Fundet mig i alt for meget. Pakket min følsomhed og sårbarhed væk, fordi jeg troede, at det var tegn på svaghed. Overhørt min krops råb om hjælp. Listen er lang.

Med moderskabet var jeg blevet vist en anden vej. Jeg havde bevæget mig mere og mere væk fra mit gamle liv og de tanker og mønstre, som stressede mig så voldsomt. Tættere på min essens.

Jeg var begyndt at lytte til min intuition. Lytte til og respektere min fantastiske kvindekrop. Værdsætte min cyklus. Værdsætte min følsomhed. Forstå at den er et fantastisk redskab til at finde nærvær, empati og forståelse i relation til mig selv, mine børn og andre mennesker.

Og nu mærkede jeg for alvor frugten af det hele: et lille menneskebarn var flyttet ind i min krop. Helt frivilligt.