I forsommeren 2017 skete der noget mærkeligt.
Min søn på halvandet år, der ellers var så glad for at blive ammet, virkede pludselig stærkt utilfreds med mælken. Det overraskede mig, men det var egentlig okay for mig at stoppe. Særligt når det skete på min søns præmisser.
Der var så også lige det, at jeg i flere uger havde gået og været så utroligt træt, nærmest udmattet. Og så lige nu hvor sønnike endelig sov godt om natten… Kvalme havde jeg også. Særligt om morgenen. Måske var det bare min krops reaktion på de mange måneder uden søvn og med masser af amning, og hvad der ellers hører til moderskabets udfordringer, tænkte jeg.
For det kunne jo ikke være dét. Nej, jeg slog det hen.
Men så en dag, da jeg stod i Netto og ventede ved kassen, fik jeg øje på en graviditetstest. Jeg smilede, og indvendigt grinede jeg af mig selv, mens jeg rakte ud efter testen og lagde den på båndet. For jeg var jo ikke i stand til at blive gravid bare sådan.
Da jeg kom hjem, tog jeg testen. Jeg gjorde meget ud af at grine af det og sige højt til mig selv, at ”Ja, ja, det kan jo ikke lade sig gøre. Sikke noget pjat at tage sådan en test”. Jeg lagde testen fra mig uden at kigge på den. Vaskede mine hænder. Tog mig god tid…
Så vovede jeg at kigge på testen. To streger! To meget, meget tydelige streger. Jeg snappede efter vejret. Verden stoppede med at dreje rundt. To streger!
Jeg satte mig ned, famlede efter telefonen og ringede til min mand. Han tog den ikke. Jeg rejste mig med testen i hånden, gik rundt i huset og ringede flere gange. Han tog den stadig ikke. Så måtte jeg gå en tur. Kunne jeg ringe til min mor og fortælle det? ”Nej, jeg må tale med min mand først. Det her kan jo ikke passe!” Jeg var fuldstændig rundt på gulvet.
Der gik halvanden time, inden han ringede tilbage. Han havde siddet i møde. ”Sidder du ned?”, spurgte jeg.
Aldrig i mit liv er jeg blevet så overrasket. Aldrig i mit liv er der sket noget, som i den grad har slået benene væk under mig.
For rejsen hen imod min første graviditet var lang, hård og udmattende. Mere end tre år skulle der gå. Det var en proces, der var tæt på at smadre mig. Og pludselig stod vi her og skulle være forældre igen uden at have fået hjælp til det. Det var ubeskriveligt. Fantastisk! Vi turde næsten ikke tro på det.
I månederne op til fødslen og faktisk også flere måneder efter, at vores datter var kommet til verden, spurgte vi igen og igen hinanden: ”Drømmer vi?” Det gjorde vi heldigvis ikke. Det lille pigebarn var virkeligt.
Fertilitetsforløb føltes som overgreb
Sagen er den, at man begynder at miste troen på egne evner, når man finder ud af, at man ikke kan blive gravid uden at få hjælp til det. Eller sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var defekt, følte jeg.
Jeg følte, at jeg var mindre værd end andre kvinder, som ’kunne selv’.
Ifølge lægerne var der umiddelbart heller intet i vejen for, at jeg skulle kunne blive gravid på naturlig vis. Alt så fint ud. Min ægreserve var fin. Alle tal var fine. Der var heller intet at komme efter hos min mand. Måske burde vi være glade for det dengang. Måske var vi også lidt glade for det. Men vi var også enormt frustrerede, for hvorfor blev jeg så ikke gravid?
I starten vægrede jeg mig ved at tage imod behandling. For hvis alt så fint ud, skulle det vel nok komme? Men det gjorde det bare ikke. Så jeg valgte at overgive mig.
Det var en frygtelig tid. Helt og aldeles. Fertilitetsbehandling ønsker jeg ikke for selv min værste fjende. Jeg hadede alle undersøgelserne. Det føltes som et overgreb på min krop hver eneste gang, jeg skulle scannes indvendigt. Og det skulle jeg jo konstant. Det var rædselsfuldt.
Jeg var nødt til mentalt og følelsesmæssigt at tage afstand fra min egen krop, så jeg ikke kunne mærke sorgen så rent. Men det tog også al glæde, lyst og nydelse fra mig.
Jeg har altid haft det svært med alt, hvad der har med hospitaler, læger og medicin at gøre. Og nu skulle jeg pludselig tage kunstige hormoner. Stikke mig selv med nåle i maveskindet!
Så var der ventetiden mellem forsøgene. Den ubærlige ventetid. Håbet og frygten for at blive skuffet. Alle skuffelserne. Og op på hesten igen… Cyklus efter cyklus. Jeg var nødt til at bede om op til flere pauser i behandlingen for ikke at bryde sammen.
Jeg blev mere og mere skrøbelig. Mere og mere vred. Mere og mere stresset. Hvorfor skulle jeg udsættes for alt dette? Hvad var meningen med det helvede, vi befandt os i?
Jeg havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. For det faktum, at vi ikke selv var i stand til at få børn, overskyggede simpelthen alt. Jeg skammede mig frygteligt. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, og når jeg var sammen med andre mennesker, var jeg mentalt på overarbejde, fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at samtalerne ikke skulle dreje sig ind på børn. Både på arbejdet og privat.
Men folk taler hele tiden om deres børn! Eller børnebørn! Eller nevøer og niecer! Begge mine brødre havde for længst fået børn. Langt de fleste af mine venner og veninder havde også børn. Jeg følte mig mere og mere ensom.
Indestængte følelser og ensomhed
I virkeligheden havde jeg et kæmpe behov for at tale om det. Men hver gang jeg prøvede at tale med nogen om det, ramte deres ord mig som syle. Jeg var et stort blødende sår.
Det var næsten ligegyldigt, hvad de sagde, så følte jeg, at de ikke forstod noget som helst. Og det gjorde ondt.
”Hvis I nu bare slapper af og lader være med at tænke på det, kommer det nok helt af sig selv” var den værste kommentar. Efterfulgt af: ”Jeg kender en, der kender et par, som blev naturligt gravide, lige efter at de havde fået det første barn, som de ellers gik i behandling for at få”.
Jeg husker stadig følelsen af min strube, der snørede sig sammen, hver gang folk sagde noget lignende. For jeg havde bare mest af alt lyst til at skrige ind i deres ansigter: ”Hvad fanden skal jeg bruge det til?!” Og hvordan skulle vi være i stand til bare at slappe af og lade være med at tænke på det?
Det fyldte alt. Alt simpelthen! Udtrykket ’naturligt gravid’ provokerede mig også. Jeg blev også præsenteret for ordet ’økobaby’ om et barn, som undfanges uden hjælp fra læger. Hvis det på et tidspunkt ville lykkes mig at blive gravid, ville jeg så være ’unaturligt gravid’? Og ville mit barn være et ’kemibarn’? En graviditet er vel en graviditet. Og et barn er vel et barn.
Jo mere vred og frustreret jeg blev i de samtaler, jo mere indesluttet, irritabel og indestængt blev jeg. For jeg råbte ikke af nogen. Og jeg skældte ikke nogen ud for, at de ikke forstod, hvilket helvede vi befandt os i. Jeg åd mine ord i mig, så mine følelser var ved at æde mig op indefra.
Den eneste, jeg råbte af, var min mand. Jeg var så edderspændt rasende over, at det primært skulle gå ud over mig, at det ikke ville lykkes os at få et barn. Der var jo ikke noget galt med mig, sagde lægerne, så hvorfor skulle min krop så udsættes for alle disse frygtelige ting? Han gjorde alt, hvad han kunne for at støtte mig, men i virkeligheden havde jeg brug for at tale med en udenforstående også. Til at lytte og forstå.
Så jeg opsøgte en coach og åndedrætsterapeut, og det var virkelig forløsende, og var med til at sørge for, at jeg ikke mistede forstanden.
Jeg gled længere og længere væk fra mine veninder. De fleste af dem havde små børn, og kunne derfor ikke længere ses med mig på tomandshånd. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af andres børn. Og jeg gik i konstant angst for, at endnu en veninde glædesstrålende ville proklamere, at hun var gravid.
Der var gravide maver og søde små børn overalt. Det åd mig op. Og skammen over ikke at kunne glæde mig på de stolte forældres vegne var enorm. Hvis de fortalte, at de syntes, det var hårdt at have børn, fik jeg lyst til at slå dem.
Uanset om folk var glade, lykkelige eller udmattede over at have børn, var jeg frustreret. Kunne ikke rumme det, så jeg trak mig længere og længere væk fra mine sociale relationer.
Jeg følte mig som et elendigt menneske, det ikke var værd at bruge tid på. Det at ingen kom og bankede på min dør med blomster og hjemmebag og kæmpe krammer og ”Hvordan har du det? Hvad kan jeg gøre for at støtte dig?” overbeviste mig om, at jeg havde ret i den antagelse.
Selvmedlidenheden var til at tage og føle på.
Da vi til en middag sad ved siden af en bekendt, som sagde til min mand: ”Skal I ikke bare opgive behandlingen og adoptere i stedet” kunne jeg pludselig for alvor se smerten i min mands ansigt. Hele hans udstråling sagde mig, at nu havde han også nået grænsen for, hvad han kunne bære.
Vi havde været i gang i flere år - både derhjemme i dobbeltsengen og med insemineringer - men vi havde ikke en gang prøvet IVF-behandling endnu. Så vi var slet, slet ikke klar til at overveje adoption. Det var heller ikke noget, vi havde talt med hinanden om.
Så da vi kom hjem fra middagen, fik vi for første gang – følte jeg – en rigtig god snak om, hvor svært det var at deltage i sociale arrangementer og udholde folks spørgsmål uden at miste besindelsen.
Vi var jo godt klar over, at folks spørgsmål og kommentarer altid var velmente, men de var ikke desto mindre anstrengende.
I dag er vi ekstremt opmærksomme på, hvordan vi selv opfører os, når vi møder par uden børn. Det kunne aldrig falde os ind at spørge. ”Nå, skal I ikke også snart have børn?” Det er vigtigt at tale om ufrivillig barnløshed – men på de barnløses præmisser.
Stess skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling skaber stress
Jeg oplever, at det er et kæmpe tabu at tale om ufrivillig barnløshed. Og det til trods for, at cirka hvert tiende barn kommer til verden som resultat af fertilitetsbehandling.
Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde, selvom det er svært at dele ud af noget så sårbart. Det har taget mig mange år og endnu flere overvejelser at nå hertil, hvor jeg taler offentligt om det.
Jeg tror, at tabuet er en konsekvens af den skam, sorg, smerte og ensomhed, som mange barnløse føler.
Det er påfaldende, at man ikke tilbydes hjælp til at takle alle de mentale udfordringer, som fertilitetsbehandling giver, for barnløshed skaber en voldsom stresstilstand hos kvinden, og stress skader fertiliteten.
Forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences har i 2016 påvist, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 pct. mindre chance for at undfange i den cyklus, end når de ikke føler sig stressede.
Den viden ville jeg gerne have haft, dengang jeg var i fertilitetsbehandling. Bevares, jeg havde på eget initiativ gået til psykolog i flere år og dyrket yoga; jeg havde oplevet et stresssammenbrud på arbejdet og været sygemeldt hen over en sommer.
Selvom min krop strittede imod, alt hvad den kunne, havde jeg presset mig selv tilbage på arbejdet, og havde overhovedet ikke fået bugt med den stress og angst, der summede rundt i mine celler, og ødelagde mit liv på så mange planer.
Da vi var i fertilitetsbehandling, spurgte jeg faktisk flere gange lægerne, om vores ufrivillige barnløshed kunne skyldes stress, men det afviste de. Jeg spurgte også, om der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer, og det var der ikke, sagde de.
Det siger lægerne måske for netop ikke at lægge endnu større pres på kvinden, men for mit vedkommende gjorde det kun ondt værre.
I dag ved jeg med sikkerhed, at min ufrivillige barnløshed skyldtes stress.
Det faktum, at stress kan forringe vores evne til at få børn i så høj grad, ville jeg ønske, at sundhedsvæsenet tog alvorligt. At hele vores samfund tog alvorligt.
Der sker en voldsom stigning i stress og psykisk mistrivsel særligt hos unge kvinder i disse år. Det er der flere årsager til. Under alle omstændigheder er det meget alarmerende.
Jeg mener, at vi – udover at kigge på arbejdsmarkedets uhensigtsmæssige strukturer – kan finde svarene i den kultur, vi lever i. En kultur, som vægter de såkaldt maskuline værdier langt højere end de såkaldt feminine. (Note: Dette kræver et helt indlæg for sig at forklare i dybden. Jeg mener, at mænd og kvinder rummer både maskuline og feminine værdier i sig, og at vi bør stræbe imod en balance mellem polerne.)
Vi lever ude af harmoni med naturen omkring os og indeni os selv. Vi har mistet den umiddelbare kontakt til vores egne kroppe og intuition, og lever mest i vores hoveder.
For det er det rationelle, præstationsorienterede og det lineære, der vægtes højest i vores kultur. Vi har glemt at leve i overensstemmelse med vores indre rytmer - der hos kvinder er cyklisk og evigt foranderlig fremfor lineær. Og vi værner ikke om vores følelsesmæssige og mentale sundhed, endsige vores naturlige kroppe.
De fleste kvinder tager p-piller, fra vi kommer i puberteten og det meste af vores voksne liv, uden at tænke på, hvilke konsekvenser de kunstige hormoner har for vores kroppe og evne til at blive gravide.
Hvis vi var opvokset med en større respekt for vores fantastiske kvindekroppe og med større viden om vores cyklus og fertilitet, ville det måske ikke være nødvendigt med alle de kunstige hormoner – hverken for at undgå at blive gravid eller for at blive det…
Desuden er vi i vores kultur udfordrede på selvværdet. Det skyldes bl.a. det børnesyn, de fleste af os er vokset op med, og som resulterer i, at vi lærer at skælde os selv ud i tide og utide, vi lærer at undertrykke vores følelser, presse os selv, negligere vores egne behov osv.
Og så er der al den kemi, vi får indenbords via fødevarer og skønhedsprodukter.
Der er i den grad brug for, at vi genfinder respekten for naturen, vores naturlige kroppe og indser, at både krop og sind skal være i trivsel for at kunne fungere optimalt. Mine tanker om disse emner kræver et helt indlæg for sig.
Moderskabet viste vejen
Efter cirka tre år i fertilitetsbehandling lykkedes det os at få det længe ønskede barn. Vi var naturligvis i himlen!
Da vi fik vores søn, ændrede mit liv sig radikalt.
Med moderskabet fulgte en gennemgribende transformationsproces.
Ved at lytte til min lille søns naturlige behov, fik jeg pludselig kontakt til mig selv på en helt ny måde, og jeg kom på en rejse ind i mig selv. En rejse, som åbenbarede sandheder, jeg for længst havde mistet af syne.
Da jeg pludselig stod der en fredag i juni måned 2017, og kiggede på de to streger på graviditetstesten, som fortalte mig, at jeg var blevet beriget med endnu et lille liv - at jeg godt kunne blive gravid uden fertilitetsbehandling, stod det klart for mig, at de usunde lag var skrællet væk.
Dette var beviset på, at jeg i hele mit liv frem mod fødslen af mit første barn havde levet på en måde, som gjorde mig så gennemgribende stresset i krop og sind, at jeg simpelthen havde mistet evnen til at reproducere.
Det har været voldsomt at erkende dette.
I så mange år havde jeg fokuseret på at handle, præstere og udrette. Leve op til omverdenens forventninger. Være dygtig. Forsøge at stille alle andre tilfredse. Være venner med alle. Lave mig selv om for at passe ind. Jeg havde gjort mig selv mindre for at blive accepteret. Arbejdet alt for meget. Presset mig selv. Kæmpet for anerkendelse. Forsøgt at opnå perfektion på alle områder af mit liv. Følt mig forkert. Ikke god nok. Gjort mig selv hård. Undertrykt mine egne behov. Undertrykt mine følelser. Fundet mig i alt for meget. Pakket min følsomhed og sårbarhed væk, fordi jeg troede, at det var tegn på svaghed. Overhørt min krops råb om hjælp. Listen er lang.
Med moderskabet var jeg blevet vist en anden vej. Jeg havde bevæget mig mere og mere væk fra mit gamle liv og de tanker og mønstre, som stressede mig så voldsomt. Tættere på min essens.
Jeg var begyndt at lytte til min intuition. Lytte til og respektere min fantastiske kvindekrop. Værdsætte min cyklus. Værdsætte min følsomhed. Forstå at den er et fantastisk redskab til at finde nærvær, empati og forståelse i relation til mig selv, mine børn og andre mennesker.
Og nu mærkede jeg for alvor frugten af det hele: et lille menneskebarn var flyttet ind i min krop. Helt frivilligt.
