"Jeg orker ikke at høre på, hvor usundt stress er for min fertilitet!"

“Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på, hvor usundt det er for min fertilitet at være stresset og bekymret!”, udbrød hun, mens hun så mig direkte i øjenene. Frustrationen lyste ud af hende.


“For jeg ved det jo godt! Men hvad skal jeg gøre ved det? Jo mere jeg tænker på, at jeg skal slappe af, jo værre føler jeg, at det bliver!”


Og jeg forstår det virkelig godt. Jeg havde det selv præcis sådan i de 3-4 år, da jeg ventede utålmodigt og med frustration, sorg og længsel efter at blive gravid første gang.

Forskellen var, at dengang anerkendte lægerne ikke, at stress var skidt for fertiliteten. Det ved vi nu, at den er. Og de fleste af os mærker det også intuitivt.

Når vi kommer til fødslen, er der kontant afregning: Der stopper veerne, hvis vi stresser og bekymrer os. Hvis vi lytter mere til andre omkring os end går med det, vi mærker indefra.


Når vi har født barnet, er der igen kontant afregning: Der løber mælken ikke, hvis vi stresser, bekymrer os, mister tilliden til os selv. Og sådan kan vi forpurre amningen.


Når vi forsvinder ud af os selv. Når vi ikke er hjemme i os selv. Så mister vi kontakten til kroppens iboende visdom.


Kroppen ved godt, hvad den har brug for.


Det ved den i forhold til både graviditet, fødsel, amning og i moderskabet generelt.


Og hey! Hvem kan i øvrigt få en nydelsesfuld orgasme, MENS de stresser og bekymrer sig?


Nej vel?


Det hele hænger sammen.


Vi er nødt til at føle os godt tilpas, føle os trygge, glade og mærke nydelse, tillid og ro, hvis vi ønsker at opnå den orgasme, hvis vi ønsker at føde vores barn naturligt, og hvis vi ønsker en vellykket amning.


Af en eller anden grund provokerer det mange, at dette i høj grad også gælder i forhold til fertilitet.


For hvordan??


“Hvad råder du mig til, Trine? Hvad skal jeg gøre for at finde den ro, tryghed og tillid?” Spurgte hun mig. Stadig lige insisterende.


Jeg råder dig til at gå på opdagelse i dit indre landskab.


Øve dig i at mærke efter, hvad der sker derinde i dig. Hvad mærker du? Hvad gemmer sig inde i mørket?


Hvad mærker du, at DU har brug for?


Hvad dræner dig? Hvad bruger du tid, kræfter og energi på, som simpelthen intet giver dig retur? Som bare dræner dig. Og som du måske er ved at være parat til at give slip på?


Og omvendt: Hvad kalder din sjæl på, at du skal dyrke noget mere? Er der noget, du har brug for at gøre mere og bruge mere tid og energi på - for din egen skyld? Noget som nærer dig - giver dig glæde, ro og nydelse.


Det kan være i forhold til dit job eller i din fritid. Det kan være i forhold til de mennesker, du omgiver dig med. Din kost.


Hvad fortæller din krop dig? Her kan sansebaseret yoga være en kæmpe gave - en fantastisk vej ind i det indre landskab.


Det kræver øvelse at finde ind til det indre landskab. For mange mennesker er det lukket land.


For sådan er vi opdraget: De fleste af os er opdraget helt fra barns ben til at pakke vores følelser og behov langt væk for i stedet at gøre, som andre dikterer os.


Så tror da pokker, at vi til sidst helt mister kontakten til vores inderste følelser og dybeste behov!


Og at vi ikke tør lytte til det, vi mærker, når det så endelig dukker op. For vi har hele livet fået at vide, at vi skal gøre det, der forventes af os og ikke det, som vi selv mærker er sandt for os.


Derfor er vi nødt til bevidst at sætte tid af til at arbejde os tilbage til dette indre landskab. At vandre hjem til os selv. Det kan tage rigtig lang tid. Og for de fleste af os er det en ongoing proces, som aldrig stopper.


For hver eneste dag bliver vi ledt væk fra os selv. Igen og igen.


Mærk efter hvad der virker for dig: Hvornår bliver der så stille i dit indre, at du rent faktisk kan mærke dig selv?

Og kan du rumme og respektere det, du møder derinde i dig selv? Elske det ubetinget, som du ville elske et lille barn?


Desuden kan jeg ikke understrege nok, hvor kraftfuldt det er, at vi arbejder med det her i et fællesskab med andre kvinder. Jeg ser det så tydeligt på mine yogahold, og det er derfor, at jeg kun tilbyder forløb - ikke drop-in.

Og jeg ser det tydeligt i mine coaching-forløb - hvorfor jeg også her kun tilbyder forløb fremfor enkelte sessioner.


For der sker virkelig noget ganske magisk, når vi kvinder er der for at støtte og holde hinanden - bevidne hinandens proces over længere tid.

Ingen kvinde er en ø! Det er ikke meningen, at vi skal være alene.


Jeg tror på dig. Jeg tror på, at du kan finde hjem.


Og jeg er her for at guide dig.

Frihed til at følge vores natur og til at vælge selv

Lad os tænke ud af boksen og på tværs af køn på Kvindernes Internationale Kampdag. Lad os kæmpe for de feminine værdier. Til glæde for både mænd og kvinder. Lad os tale om, hvordan vi skaber de bedste rammer for at trives som individer og som samfund. Lad os kæmpe for friheden til at være dem, vi er, og for friheden til selv at vælge.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. Derfor diskuteres det vanen tro i medierne, hvordan kvinder kan hjælpes til tops i erhvervslivet, og hvordan vi kan komme til at tjene lige så meget som mændene.

Det foreslås i den forbindelse, at samfundet skal øremærke 4 måneders barsel til mænd, så kvinderne kan komme hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet efter at have født.

Jeg har altid tænkt på Kvindernes Internationale Kampdag som en dag, hvor der kæmpes for kvindernes frigørelse. Forklar lige, hvor friheden findes i dette forslag. De færreste kvinder ville føle sig frie, hvis de blev tvunget tilbage på job 37 timer om ugen plus transporttid, når deres barn var 8 måneder gammelt. Endsige hvis de var tvunget til at anbringe deres børn i institution de fleste af døgnets lyse timer fra den tidlige alder, fordi faren ikke havde lyst til eller mulighed for at tage 4 måneders barsel. For ikke at nævne, hvis barnet ikke havde en far.

Kvinden er fra naturens hånd udstyret med et stærkt instinktivt behov for at være sammen med sine børn. Ligesom små børn har behov for at være sammen med deres primære omsorgspersoner. Det kræver virkelig mod at nævne dette offentligt, for det er blevet fy fy og meget politisk ukorrekt at sige den slags, fordi vi lever i et markedsstyret og maskulint samfund, hvor succes er lig med karriere og penge. Men det er ikke desto mindre sandt for langt de fleste kvinder. Vi er ikke frie, når vi bliver bundet til at tjene arbejdsmarkedets behov og gå imod vores natur.

Hvad med børnene?

Hvem tænker i øvrigt på børnene her? Hvem tænker på amning og tilknytning? Mental og følelsesmæssig sundhed?

Jeg anerkender fuldt ud børnenes behov for at have en tæt relation til deres far, og derfor ville det være fantastisk, hvis flere fædre tog mere barsel. Men dette bør ikke være på bekostning af kvindens ret til barsel. Det må være op til den enkelte familie at vurdere, hvordan de ønsker at indrette sig.

Jeg vil hellere have, at vi arbejder for bedre muligheder for frihed og fleksibilitet i forhold til arbejdsmarkedet de første år af børnenes liv. På tværs af køn i øvrigt. Der skal tænkes ud af boksen fremfor blot at flytte barselsugerne rundt mellem mand og kvinde. Hvis samfundet giver bedre rammer for et fleksibelt arbejdsliv, hvor børnene ikke betaler regningen, vil flere kvinder formentlig få lyst til og mulighed for at beklæde lederstillinger. Det er børnenes trivsel og familiernes frihed, der skal stå i første række, når vi diskuterer familiepolitik.

Moderne adfærdspsykologi understreger, at det er risikabelt for barnets trivsel at sende det for tidligt i institution. Og hvad er ”for tidligt”? Det er ifølge eksempelvis børnepsykologerne John Aasted Halse og Margrethe Brun Hansen den alder, som de langt fleste danske børn begynder i institution, nemlig 9-11 måneder, for det er her, separationsangsten indtræffer hos barnet.

Det ideelle er, at barnet først begynder i institution fra 1,5-2-års alderen, udtaler de to børnepsykologer blandt andet i en artikel i pædagogernes fagblad. Her opfordrer de også til, at forældre og især politikere forholder sig til kvalitet set fra børnenes perspektiv frem for arbejdsmarkedets perspektiv. Og her kunne man tilføje kvindernes perspektiv.

‘Anything you can do I can do bleeding’

I den vestlige verden hersker de maskuline værdier. High performance kulturen. Det gælder både for mænd og kvinder. Med feminine værdier mener jeg ikke kun værdier, der knytter sig til kvinder. På tværs af køn bærer vi alle både feminine og maskuline værdier i os. I kinesisk filosofi kalder man det, jeg forsøger at beskrive, for yin og yang. Vi kender alle det sort-hvide symbol for yin og yang, som så fint illustrerer, når de to dualiteter er i balance. Mit ærinde med dette blogindlæg er at argumentere for, at de feminine værdier er undervurderet i vores kultur, og at jeg ønsker og håber på, at vi får skabt balancen til glæde for alle køn og hele samfundet.

Også menstruerende kvinder, gravide, fødende og nybagte mødre er underlagt den maskuline performance kultur. Til trods for at biologien gør alt, hvad den kan for at fortælle kvinden i disse perioder af hendes livscyklus, at hun skal sørge for at hvile, restituere kroppen, nære sig selv, passe på sig selv. For at kunne skabe et lille nyt menneske i sin krop, føde det og nære det ved sit bryst.

Vi kan ikke komme udenom, at flere kvinder end mænd kæmper med stress og mistrivsel. Gammelfeministiske paroler som ‘Anything you can do I can do bleeding’ har en del af skylden, vil jeg vove at påstå. I min generation er kvinder vokset op med at skulle være som mænd.

Vi skal leve efter maskuline værdier, som handler om at præstere og drøne afsted i højeste gear lige fra vi er ganske unge. Vi skal skynde os at tage en uddannelse, skynde os at få et velbetalt job, skynde os at få børn, samtidig med at vi gør karriere. Når børnene er født, skal vi skynde os at ”køre” dem ind i institution, så vi kan komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, så vi kan tjene en masse penge, så vi kan købe en masse ting og flyve jordkloden rundt på ferier fire gange årligt. Det er lig med et succesfuldt liv.

Når vi som unge teenagere får vores første menstruation har vi lært, at vi skal skamme os og gøre alt, hvad vi kan for at skjule det, hjulpet godt på vej af reklamer, der viser os, hvordan vi kan løbe og springe rundt med stramme, hvide bukser på eller i bikini, selvom vi har menstruation. Reklamer, der illustrerer menstruationsblod som en kemisk blå væske. Vi har lært, at vi skal kunne præstere, som vi plejer, selvom vi menstruerer. Derfor har mange af os et anstrengt forhold til den tid på måneden, hvor de fleste af os har mest lyst til at slappe af.

Gynækologernes formand Charlotte Floridon har udtalt til Samvirke, at der ikke er nogen grund til, at kvinder skal have menstruation. ”Der er kun to menstruationer, du behøver at have i dit liv. Og det er, når du vil have dine to børn.” Så hun opfordrer kvinder til kontinuerligt at tage p-piller, så kroppen tvinges til ikke at menstruere.

Faktum er, at naturen har udstyret kvinden med en cyklus. Kvinder og deres cyklus er forudsætningen for, at menneskeheden kan reproducere sig.

Når kvinder tager p-piller eller har en hormonspiral, ændres kroppens kemi. Det er der naturligvis en række bivirkninger ved. Fysiske og mentale. Det er på tide, at vi begynder at blive bevidste om dette. Det er på tide, at vi begynder at opfatte kvinders cyklus som en gave fremfor en besværlighed. At kvinder får lov til og giver sig selv lov til at leve i overensstemmelse med denne cyklus fremfor at drøne afsted i højeste gear 365 dage om året. Heldigvis begynder denne bevidsthed at vågne, takket være kvinder som Laila Tòrsheim og Nanna Ewald Stigel, der har skrevet bogen ”Dit Hemmelige Våben”.

Det er en styrke for kvinder – såvel som for mænd – at mærke efter, hvornår krop og sind kalder på ro og hvile, og hvornår det føles rigtigt at være mere udadrettet. Naturen har indrettet sig sådan, at alting spirer og gror om foråret og henover sommeren, i efteråret er det høst og forrådstid, mens vinter kalder på tilbagetrækning og hvile. Sådan er vi mennesker også indrettet. Kvinden mærker det særligt tydeligt qua sin cyklus. Det er en gave og en styrke – ikke en svaghed. Ligesom det er en kæmpe gave og en styrke at være i stand til at skabe et lille nyt menneske, føde det, ernære det og drage omsorg for det, så det vokser op og bliver et harmonisk individ.

Reproduktion og omsorg er forudsætning for eksistensen

På kvindernes kampdag bør vi tale om, hvordan kvinder kan få lov til at være kvinder i overensstemmelse med vores natur og blive anerkendt for det, vi er og gør. Uanset hvordan vi vælger at være kvinder eller agere i vores liv. Så det ikke kun er karrierekvinden med fart på, der hyldes og fremhæves som det gode eksempel.

I vores samfund er feminine værdier herunder reproduktion og omsorg voldsomt underkendt. Både på individniveau – altså i forhold til den enkelte kvinde og barn – men også i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvor omsorgsarbejde er dårligt betalt og har ringe vilkår. Det er på tide, vi vender bøtten om og anerkender, at reproduktion og omsorg er en forudsætning for os alle hver især og som civilisation. Og således også respekterer og belønner det som sådan.

På Kvindernes Kampdag bør vi tale om, hvordan feminine værdier kan blive anerkendt på lige vilkår med de maskuline værdier. Til glæde for både mænd og kvinder. Børn og voksne. Individ og samfund. For vi har alle brug for pauser fra de maskuline værdier. Fra vækst og performance. Så lad os kæmpe for at skabe de bedste rammer for at trives som frie individer og som samfund. På tværs af køn.

Overgangen til moderskabet er ofte endnu mere intens end fødslen

Tiden er inde til, at vi bliver lige så bevidste om vigtigheden af en god overgang ind i moderskabet, som vi efterhånden er blevet bevidste om vigtigheden af en god graviditet og fødsel.

Langt de fleste gravide kvinder forbereder sig grundigt til at skulle føde deres barn. Udover de obligatoriske tjek hos jordemoder og læge, går de til fødselsforberedelse og yoga for gravide, og de læser om babys udvikling uge for uge. Flere og flere kommende forældre vælger desuden at alliere sig med en privat jordemoder eller doula for at sikre, at de får den rette støtte og omsorg, så de kan føle sig trygge og rolige ved fødslen. Der ses også en stigning i antallet af hjemmefødsler.

Der er altså ikke nogen tvivl om, at mange kommende forældre træffer bevidste valg, når deres guldklump skal komme til verden. Det er rigtig godt!

Men hvad med efterfødselstiden? Hospitalerne vil gerne sende de fødende hjem så hurtigt som muligt efter fødslen. Mange glæder sig også til at komme hjem i vante rammer med den lille ny – hvis ikke de allerede er hjemme. Men så sidder de nybagte forældre pludselig der med det dyrebareste i armene og skal finde ud af at lande i deres nye roller og i en tilværelse, der aldrig bliver den samme som før. Bum! Hvad nu?

De tager imod besøgende familiemedlemmer og venner i en lind strøm, som kommer med gaver og dikkedikker den lille, allerede inden det for alvor er gået op for dem, at de nu er blevet forældre. Det er en kæmpe omvæltning. Ikke mindst for kvinden, der er gået fra at være gravid til nu at være mor. Jeg vil vove at påstå, at det er den største omvæltning, en kvinde kan opleve i hele hendes liv. At blive mor.

For udmattet til at sove

Jeg husker selv, hvor overrasket jeg var over, hvor ondt jeg havde i hele kroppen efter fødslen. For ikke at tale om, hvordan mit underliv havde det. Hvordan jeg frygtede, at det aldrig ville blive normalt igen. Hvor voldsomme følelser jeg havde. Hvor højt mine urinstinkter skreg, når besøgende kom og ville holde mit nyfødte barn. Hvor smertefuld amningen var i starten med mit første barn, og hvor svært det var at få amningen til overhovedet at fungere med mit andet barn til trods for, at jeg havde ammet mit første barn i halvandet år.

Hvor svært det var at være alene hjemme i ti timer hver dag, da min mands to ugers barsel var forbi. Særligt når amningen ikke fungerede, og baby bare græd og græd. Hvor svært det var at få mulighed for at spise, drikke, børste tænder og tage et bad, når baby krævede at ligge i mine arme døgnet rundt. Hvor mange tanker der ræsede rundt i mit hoved om, hvad der mon var det bedste at gøre i forskellige situationer, når baby var utilfreds. Tankerne kunne også ræse rundt om natten og på andre tidspunkter, hvor jeg egentlig burde sove. Men jeg kunne ikke. Jeg var så udmattet og på overarbejde mentalt, at jeg ikke kunne sove. Særligt under barslen med barn nummer to, fordi den ældste også skulle have opmærksomhed og omsorg, afleveres og hentes i vuggestuen. Der skulle købes ind, laves mad, gøres rent og vaskes tøj…

Dette scenarie er helt normalt her til lands og i mange andre lande i den vestlige verden. Jeg var endda mere privilegeret end de fleste, fordi jeg både har en fantastisk svigermor og mor, som begge hjertens gerne vil komme og hjælpe til. De bor bare ikke lige rundt om hjørnet, så i hverdagen følte jeg, at det handlede om at overleve den første tid med baby. Som de fleste andre her til lands har jeg også et mindset, der siger, at jeg skal klare det hele selv. Jeg bryder mig ikke om at bede om hjælp. Det har jeg så lært nu. For ellers ved jeg ikke, hvordan jeg havde overlevet de første måneder efter min anden fødsel.

Pludselig kunne jeg godt forstå de kvinder, jeg havde hørt give udtryk for, at de glædede sig til at komme tilbage på arbejde. Udover at få lov til at tale i hele sætninger og bruge den rationelle del af hjernen også, kunne man på sit job få lov til at arbejde i fred, spise i fred og gå på toilettet i fred. Man havde rettigheder! Og så var der hele det sociale aspekt. Her var der voksne mennesker at tale med!

When a baby is born, so is a mother

Jeg begyndte at spekulere over min situation og den situation, som alle andre kvinder på barsel befinder sig i. Kvinder, jeg ikke orkede at opsøge i mødregrupper, til babysvømning og efterfødselsyoga. Hvor gerne jeg end ville. Så jeg gik derhjemme og begyndte at lytte til podcasten ’New Born Mothers’ med en australsk kvinde ved navn Julia Jones, der talte om vigtigheden af, at kvinder får støtte, hjælp og omsorg i efterfødselstiden.

‘When a baby is born, so is a mother, and the birth of a mother can be more intense than childbirth’, sagde hun blandt andet I introduktionen.

Jeg slugte alle episoder i podcasten råt og lyttede fascineret til beretninger fra andre landes kulturer, hvor den nybagte mor passes og plejes af andre kvinder i familien og omgangskredsen døgnet rundt de første 40 dage efter fødslen. Så skal hun blot fokusere på at få amningen godt i gang, få etableret en god tilknytning til sin baby og få hvilet sig, så både krop og sind kan komme sig ovenpå den strabadserende fødsel. ’Fantastisk!’, tænkte jeg. Og jeg lyttede til beretninger om smukke overgangsceremonier, der bliver udført for nybagte mødre i andre kulturer rundt om i verden, så de kan lande blødt og blidt i deres nye tilværelse, og således at deres sjæl og nervesystem også kan følge med. Der var idéer til, hvordan vi i vesten kan blive bedre til at tage vare på os selv og hinanden i efterfødselstiden, så den ikke bliver nær så udmattende og overvældende, som den er for mange kvinder.

Jeg blev så hooked, at jeg talte mine sparepenge sammen og meldte mig til et fjernstudie hos den gode Julia Jones, så jeg selv kunne blive certificeret Postpartum Doula og hjælpe andre kvinder i efterfødselstiden.

Forventningspres, ensomhed og skam

Siden har jeg oplevet, at der også herhjemme vokser en bevidsthed frem om, at overgangen ind i moderskabet for rigtig mange kvinder ikke nødvendigvis er den dejlige og smukke tid, som den kunne være.

I Aarhus har to kvinder etableret værestedet og aktivitetshuset Bedre Barsel og lavet en undersøgelse om mødres trivsel under barslen blandt mødre og sundhedsplejersker fra fem forskellige kommuner.

Undersøgelsen viser, at kvinderne oplever overgangen til moderskabet som værende fyldt med komplekse og modstridende følelser, der også indebærer negative følelser, såsom ensomhed, kedsomhed og skam. Mange af kvinderne oplever desuden et forventningspres, både fra kvinderne selv, familie og venner samt det omgivende samfund, herunder oplever de et pres fra blandt andre sundhedssystemet gennem Sundhedsstyrelsen og sundhedsplejersker. Og så viser undersøgelsen, at en god graviditet og fødsel ikke nødvendigvis resulterer i en god barsel.

Vigtigheden af de første 42 dage efter fødslen

Den ayurvediske efterfødselsguru, Ysha Oakes, siger blandt andet: "After birth there is a sacred window of time, a time for complete rejuvenation of a woman's physical, mental and spiritual health ... a time for deep, extended bonding with her newborn. The first 42 days after birth set the stage for her next 42 years."

Jeg tror, hun har ret. Kommer man skævt ind i moderskabet, tror jeg, der er en stor risiko for, at man aldrig rigtig finder sig til rette i sin nye tilværelse som mor. Så jeg tror, vi her i den vestlige verden må tage ved lære af andre kulturers efterfødselstraditioner, hvor man tager den nybagte mor alvorligt og giver hende den omsorg i tiden efter fødslen, som hun har brug for. Både for kvindens skyld, men så sandelig også for hendes børns skyld. For når mor er udmattet, stresset og ensom, kan det ikke undgå at påvirke børnene.

Det anslås, at omkring hver fjerde kvinde udvikler en efterfødselsdepression. Endnu flere føler sig udmattede og stressede. Det er almindeligt kendt, at hvis mor er stresset, kan hendes mælkeproduktion gå i stå. Undersøgelser viser, at langt de fleste kvinder ønsker at amme, men at det er de færreste, der får det til at lykkes i det omfang, de selv havde ønsket.

Tiden er inde til, at vi bliver lige så bevidste om vigtigheden af en god overgang til moderskabet, som vi efterhånden er blevet bevidste om vigtigheden af en god graviditet og fødsel. Og jeg tror, det er os selv, der skal træde i karakter her. For staten kan godt træde til ved at indføre forældrekurser og den slags, men vi har ikke brug for flere kurser eller flere sundhedsplejersker og psykologer til at fortælle os, hvordan vi bør gøre. Det er der rigeligt af i forvejen – så meget, at vi føler os pressede og stressede af det. Der er mere brug for, at vi finder hjem til os selv. Så vi må tage skeen i egen hånd. Det skal være slut med at sidde alene derhjemme og græde ned i babymosen, mens vi tænker, at der er noget galt med os. Det er der ikke! Vi er udmattede og sårbare, fordi vi er overladt til os selv.

Bygge landsbyen og lade maskerne falde

Vi må begynde at bygge den landsby omkring os, som smuldrede væk, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Vi må begynde at række ud efter hjælp. Turde være sårbare. Turde lade andre komme os til undsætning. Vi må holde op med at piske os selv til at gøre rent og lave både frokost, kaffe og kage til gæster, der kommer for at se vores nyfødte baby. I stedet må vi bede gæsterne om at medbringe dejlig hjemmelavet mad til os, når vi lige har født, fremfor flere legesager og tøj til baby. Vi må lære at sige til og fra.

Vi kvinder må rykke tættere sammen og lade maskerne falde. Vi må holde op med at præstere og tro, at vi skal kunne alting selv. Vi må lade være med at føle, at andre kvinder er vores konkurrenter. Det gælder også svigermor.

Frem for alt, må vi begynde at tage os kærligt af os selv. Med dette mener jeg ikke at løbe rundt med barnevognen og begynde på fitnesshold for mødre, så man hurtigt kan få sin flade mave igen! For vi kan ganske simpelt ikke både være en god og overskudsagtig kæreste, husmor, medarbejder på jobbet OG mor, hvis vi selv er slidt helt ned under gulvbrædderne.

Jeg stressede min fertilitet i sænk

I forsommeren 2017 skete der noget mærkeligt.

Min søn på halvandet år, der ellers var så glad for at blive ammet, virkede pludselig stærkt utilfreds med mælken. Det overraskede mig, men det var egentlig okay for mig at stoppe. Særligt når det skete på min søns præmisser.

Der var så også lige det, at jeg i flere uger havde gået og været så utroligt træt, nærmest udmattet. Og så lige nu hvor sønnike endelig sov godt om natten… Kvalme havde jeg også. Særligt om morgenen. Måske var det bare min krops reaktion på de mange måneder uden søvn og med masser af amning, og hvad der ellers hører til moderskabets udfordringer, tænkte jeg.

For det kunne jo ikke være dét. Nej, jeg slog det hen.

Men så en dag, da jeg stod i Netto og ventede ved kassen, fik jeg øje på en graviditetstest. Jeg smilede, og indvendigt grinede jeg af mig selv, mens jeg rakte ud efter testen og lagde den på båndet. For jeg var jo ikke i stand til at blive gravid bare sådan.

Da jeg kom hjem, tog jeg testen. Jeg gjorde meget ud af at grine af det og sige højt til mig selv, at ”Ja, ja, det kan jo ikke lade sig gøre. Sikke noget pjat at tage sådan en test”. Jeg lagde testen fra mig uden at kigge på den. Vaskede mine hænder. Tog mig god tid…

Så vovede jeg at kigge på testen. To streger! To meget, meget tydelige streger. Jeg snappede efter vejret. Verden stoppede med at dreje rundt. To streger!

Jeg satte mig ned, famlede efter telefonen og ringede til min mand. Han tog den ikke. Jeg rejste mig med testen i hånden, gik rundt i huset og ringede flere gange. Han tog den stadig ikke. Så måtte jeg gå en tur. Kunne jeg ringe til min mor og fortælle det? ”Nej, jeg må tale med min mand først. Det her kan jo ikke passe!” Jeg var fuldstændig rundt på gulvet.

Der gik halvanden time, inden han ringede tilbage. Han havde siddet i møde. ”Sidder du ned?”, spurgte jeg.

Aldrig i mit liv er jeg blevet så overrasket. Aldrig i mit liv er der sket noget, som i den grad har slået benene væk under mig.

For rejsen hen imod min første graviditet var lang, hård og udmattende. Mere end tre år skulle der gå. Det var en proces, der var tæt på at smadre mig. Og pludselig stod vi her og skulle være forældre igen uden at have fået hjælp til det. Det var ubeskriveligt. Fantastisk! Vi turde næsten ikke tro på det.

I månederne op til fødslen og faktisk også flere måneder efter, at vores datter var kommet til verden, spurgte vi igen og igen hinanden: ”Drømmer vi?” Det gjorde vi heldigvis ikke. Det lille pigebarn var virkeligt.

Fertilitetsforløb føltes som overgreb

Sagen er den, at man begynder at miste troen på egne evner, når man finder ud af, at man ikke kan blive gravid uden at få hjælp til det. Eller sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var defekt, følte jeg.

Jeg følte, at jeg var mindre værd end andre kvinder, som ’kunne selv’.

Ifølge lægerne var der umiddelbart heller intet i vejen for, at jeg skulle kunne blive gravid på naturlig vis. Alt så fint ud. Min ægreserve var fin. Alle tal var fine. Der var heller intet at komme efter hos min mand. Måske burde vi være glade for det dengang. Måske var vi også lidt glade for det. Men vi var også enormt frustrerede, for hvorfor blev jeg så ikke gravid?

I starten vægrede jeg mig ved at tage imod behandling. For hvis alt så fint ud, skulle det vel nok komme? Men det gjorde det bare ikke. Så jeg valgte at overgive mig.

Det var en frygtelig tid. Helt og aldeles. Fertilitetsbehandling ønsker jeg ikke for selv min værste fjende. Jeg hadede alle undersøgelserne. Det føltes som et overgreb på min krop hver eneste gang, jeg skulle scannes indvendigt. Og det skulle jeg jo konstant. Det var rædselsfuldt.

Jeg var nødt til mentalt og følelsesmæssigt at tage afstand fra min egen krop, så jeg ikke kunne mærke sorgen så rent. Men det tog også al glæde, lyst og nydelse fra mig.

Jeg har altid haft det svært med alt, hvad der har med hospitaler, læger og medicin at gøre. Og nu skulle jeg pludselig tage kunstige hormoner. Stikke mig selv med nåle i maveskindet!

Så var der ventetiden mellem forsøgene. Den ubærlige ventetid. Håbet og frygten for at blive skuffet. Alle skuffelserne. Og op på hesten igen… Cyklus efter cyklus. Jeg var nødt til at bede om op til flere pauser i behandlingen for ikke at bryde sammen.

Jeg blev mere og mere skrøbelig. Mere og mere vred. Mere og mere stresset. Hvorfor skulle jeg udsættes for alt dette? Hvad var meningen med det helvede, vi befandt os i?

Jeg havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. For det faktum, at vi ikke selv var i stand til at få børn, overskyggede simpelthen alt. Jeg skammede mig frygteligt. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, og når jeg var sammen med andre mennesker, var jeg mentalt på overarbejde, fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at samtalerne ikke skulle dreje sig ind på børn. Både på arbejdet og privat.

Men folk taler hele tiden om deres børn! Eller børnebørn! Eller nevøer og niecer! Begge mine brødre havde for længst fået børn. Langt de fleste af mine venner og veninder havde også børn. Jeg følte mig mere og mere ensom.

Indestængte følelser og ensomhed

I virkeligheden havde jeg et kæmpe behov for at tale om det. Men hver gang jeg prøvede at tale med nogen om det, ramte deres ord mig som syle. Jeg var et stort blødende sår.

Det var næsten ligegyldigt, hvad de sagde, så følte jeg, at de ikke forstod noget som helst. Og det gjorde ondt.

”Hvis I nu bare slapper af og lader være med at tænke på det, kommer det nok helt af sig selv” var den værste kommentar. Efterfulgt af: ”Jeg kender en, der kender et par, som blev naturligt gravide, lige efter at de havde fået det første barn, som de ellers gik i behandling for at få”.

Jeg husker stadig følelsen af min strube, der snørede sig sammen, hver gang folk sagde noget lignende. For jeg havde bare mest af alt lyst til at skrige ind i deres ansigter: ”Hvad fanden skal jeg bruge det til?!” Og hvordan skulle vi være i stand til bare at slappe af og lade være med at tænke på det?

Det fyldte alt. Alt simpelthen! Udtrykket ’naturligt gravid’ provokerede mig også. Jeg blev også præsenteret for ordet ’økobaby’ om et barn, som undfanges uden hjælp fra læger. Hvis det på et tidspunkt ville lykkes mig at blive gravid, ville jeg så være ’unaturligt gravid’? Og ville mit barn være et ’kemibarn’? En graviditet er vel en graviditet. Og et barn er vel et barn.

Jo mere vred og frustreret jeg blev i de samtaler, jo mere indesluttet, irritabel og indestængt blev jeg. For jeg råbte ikke af nogen. Og jeg skældte ikke nogen ud for, at de ikke forstod, hvilket helvede vi befandt os i. Jeg åd mine ord i mig, så mine følelser var ved at æde mig op indefra.

Den eneste, jeg råbte af, var min mand. Jeg var så edderspændt rasende over, at det primært skulle gå ud over mig, at det ikke ville lykkes os at få et barn. Der var jo ikke noget galt med mig, sagde lægerne, så hvorfor skulle min krop så udsættes for alle disse frygtelige ting? Han gjorde alt, hvad han kunne for at støtte mig, men i virkeligheden havde jeg brug for at tale med en udenforstående også. Til at lytte og forstå.

Så jeg opsøgte en coach og åndedrætsterapeut, og det var virkelig forløsende, og var med til at sørge for, at jeg ikke mistede forstanden.

Jeg gled længere og længere væk fra mine veninder. De fleste af dem havde små børn, og kunne derfor ikke længere ses med mig på tomandshånd. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af andres børn. Og jeg gik i konstant angst for, at endnu en veninde glædesstrålende ville proklamere, at hun var gravid.

Der var gravide maver og søde små børn overalt. Det åd mig op. Og skammen over ikke at kunne glæde mig på de stolte forældres vegne var enorm. Hvis de fortalte, at de syntes, det var hårdt at have børn, fik jeg lyst til at slå dem.

Uanset om folk var glade, lykkelige eller udmattede over at have børn, var jeg frustreret. Kunne ikke rumme det, så jeg trak mig længere og længere væk fra mine sociale relationer.

Jeg følte mig som et elendigt menneske, det ikke var værd at bruge tid på. Det at ingen kom og bankede på min dør med blomster og hjemmebag og kæmpe krammer og ”Hvordan har du det? Hvad kan jeg gøre for at støtte dig?” overbeviste mig om, at jeg havde ret i den antagelse.

Selvmedlidenheden var til at tage og føle på.

Da vi til en middag sad ved siden af en bekendt, som sagde til min mand: ”Skal I ikke bare opgive behandlingen og adoptere i stedet” kunne jeg pludselig for alvor se smerten i min mands ansigt. Hele hans udstråling sagde mig, at nu havde han også nået grænsen for, hvad han kunne bære.

Vi havde været i gang i flere år - både derhjemme i dobbeltsengen og med insemineringer - men vi havde ikke en gang prøvet IVF-behandling endnu. Så vi var slet, slet ikke klar til at overveje adoption. Det var heller ikke noget, vi havde talt med hinanden om.

Så da vi kom hjem fra middagen, fik vi for første gang – følte jeg – en rigtig god snak om, hvor svært det var at deltage i sociale arrangementer og udholde folks spørgsmål uden at miste besindelsen.

Vi var jo godt klar over, at folks spørgsmål og kommentarer altid var velmente, men de var ikke desto mindre anstrengende.

I dag er vi ekstremt opmærksomme på, hvordan vi selv opfører os, når vi møder par uden børn. Det kunne aldrig falde os ind at spørge. ”Nå, skal I ikke også snart have børn?” Det er vigtigt at tale om ufrivillig barnløshed – men på de barnløses præmisser.

Stess skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling skaber stress

Jeg oplever, at det er et kæmpe tabu at tale om ufrivillig barnløshed. Og det til trods for, at cirka hvert tiende barn kommer til verden som resultat af fertilitetsbehandling.

Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde, selvom det er svært at dele ud af noget så sårbart. Det har taget mig mange år og endnu flere overvejelser at nå hertil, hvor jeg taler offentligt om det.

Jeg tror, at tabuet er en konsekvens af den skam, sorg, smerte og ensomhed, som mange barnløse føler.

Det er påfaldende, at man ikke tilbydes hjælp til at takle alle de mentale udfordringer, som fertilitetsbehandling giver, for barnløshed skaber en voldsom stresstilstand hos kvinden, og stress skader fertiliteten.

Forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences har i 2016 påvist, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 pct. mindre chance for at undfange i den cyklus, end når de ikke føler sig stressede.

Den viden ville jeg gerne have haft, dengang jeg var i fertilitetsbehandling. Bevares, jeg havde på eget initiativ gået til psykolog i flere år og dyrket yoga; jeg havde oplevet et stresssammenbrud på arbejdet og været sygemeldt hen over en sommer.

Selvom min krop strittede imod, alt hvad den kunne, havde jeg presset mig selv tilbage på arbejdet, og havde overhovedet ikke fået bugt med den stress og angst, der summede rundt i mine celler, og ødelagde mit liv på så mange planer.

Da vi var i fertilitetsbehandling, spurgte jeg faktisk flere gange lægerne, om vores ufrivillige barnløshed kunne skyldes stress, men det afviste de. Jeg spurgte også, om der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer, og det var der ikke, sagde de.

Det siger lægerne måske for netop ikke at lægge endnu større pres på kvinden, men for mit vedkommende gjorde det kun ondt værre.

I dag ved jeg med sikkerhed, at min ufrivillige barnløshed skyldtes stress.

Det faktum, at stress kan forringe vores evne til at få børn i så høj grad, ville jeg ønske, at sundhedsvæsenet tog alvorligt. At hele vores samfund tog alvorligt.

Der sker en voldsom stigning i stress og psykisk mistrivsel særligt hos unge kvinder i disse år. Det er der flere årsager til. Under alle omstændigheder er det meget alarmerende.

Jeg mener, at vi – udover at kigge på arbejdsmarkedets uhensigtsmæssige strukturer – kan finde svarene i den kultur, vi lever i. En kultur, som vægter de såkaldt maskuline værdier langt højere end de såkaldt feminine. (Note: Dette kræver et helt indlæg for sig at forklare i dybden. Jeg mener, at mænd og kvinder rummer både maskuline og feminine værdier i sig, og at vi bør stræbe imod en balance mellem polerne.)

Vi lever ude af harmoni med naturen omkring os og indeni os selv. Vi har mistet den umiddelbare kontakt til vores egne kroppe og intuition, og lever mest i vores hoveder.

For det er det rationelle, præstationsorienterede og det lineære, der vægtes højest i vores kultur. Vi har glemt at leve i overensstemmelse med vores indre rytmer - der hos kvinder er cyklisk og evigt foranderlig fremfor lineær. Og vi værner ikke om vores følelsesmæssige og mentale sundhed, endsige vores naturlige kroppe.

De fleste kvinder tager p-piller, fra vi kommer i puberteten og det meste af vores voksne liv, uden at tænke på, hvilke konsekvenser de kunstige hormoner har for vores kroppe og evne til at blive gravide.

Hvis vi var opvokset med en større respekt for vores fantastiske kvindekroppe og med større viden om vores cyklus og fertilitet, ville det måske ikke være nødvendigt med alle de kunstige hormoner – hverken for at undgå at blive gravid eller for at blive det…

Desuden er vi i vores kultur udfordrede på selvværdet. Det skyldes bl.a. det børnesyn, de fleste af os er vokset op med, og som resulterer i, at vi lærer at skælde os selv ud i tide og utide, vi lærer at undertrykke vores følelser, presse os selv, negligere vores egne behov osv.

Og så er der al den kemi, vi får indenbords via fødevarer og skønhedsprodukter.

Der er i den grad brug for, at vi genfinder respekten for naturen, vores naturlige kroppe og indser, at både krop og sind skal være i trivsel for at kunne fungere optimalt. Mine tanker om disse emner kræver et helt indlæg for sig.

Moderskabet viste vejen

Efter cirka tre år i fertilitetsbehandling lykkedes det os at få det længe ønskede barn. Vi var naturligvis i himlen!

Da vi fik vores søn, ændrede mit liv sig radikalt.

Med moderskabet fulgte en gennemgribende transformationsproces.

Ved at lytte til min lille søns naturlige behov, fik jeg pludselig kontakt til mig selv på en helt ny måde, og jeg kom på en rejse ind i mig selv. En rejse, som åbenbarede sandheder, jeg for længst havde mistet af syne.

Da jeg pludselig stod der en fredag i juni måned 2017, og kiggede på de to streger på graviditetstesten, som fortalte mig, at jeg var blevet beriget med endnu et lille liv - at jeg godt kunne blive gravid uden fertilitetsbehandling, stod det klart for mig, at de usunde lag var skrællet væk.

Dette var beviset på, at jeg i hele mit liv frem mod fødslen af mit første barn havde levet på en måde, som gjorde mig så gennemgribende stresset i krop og sind, at jeg simpelthen havde mistet evnen til at reproducere.

Det har været voldsomt at erkende dette.

I så mange år havde jeg fokuseret på at handle, præstere og udrette. Leve op til omverdenens forventninger. Være dygtig. Forsøge at stille alle andre tilfredse. Være venner med alle. Lave mig selv om for at passe ind. Jeg havde gjort mig selv mindre for at blive accepteret. Arbejdet alt for meget. Presset mig selv. Kæmpet for anerkendelse. Forsøgt at opnå perfektion på alle områder af mit liv. Følt mig forkert. Ikke god nok. Gjort mig selv hård. Undertrykt mine egne behov. Undertrykt mine følelser. Fundet mig i alt for meget. Pakket min følsomhed og sårbarhed væk, fordi jeg troede, at det var tegn på svaghed. Overhørt min krops råb om hjælp. Listen er lang.

Med moderskabet var jeg blevet vist en anden vej. Jeg havde bevæget mig mere og mere væk fra mit gamle liv og de tanker og mønstre, som stressede mig så voldsomt. Tættere på min essens.

Jeg var begyndt at lytte til min intuition. Lytte til og respektere min fantastiske kvindekrop. Værdsætte min cyklus. Værdsætte min følsomhed. Forstå at den er et fantastisk redskab til at finde nærvær, empati og forståelse i relation til mig selv, mine børn og andre mennesker.

Og nu mærkede jeg for alvor frugten af det hele: et lille menneskebarn var flyttet ind i min krop. Helt frivilligt.